Den 24. April 2008 udgav Værløseegnens Historiske Forening bogen: "Furesø-borgernes hverdagsliv i Englandskrigenes slagskygge". En egnshistorisk skildring. Ca.1770-1814 med undertitlen Den tavse Historie.
Bogen er blevet til i en studiekreds med deltagere fra Værløseegnens Historiske Forening og Farum Lokalhistoriske Forening og dækker geografisk et område svarende til Furesø Kommune. Den beskriver hverdagslivet for den tids borgere (Den tavse Historie, som der ikke er skrevet meget om) og beskriver kun kort selve krigssituationen, som der er skrevet hyldemetre om.
Studiekredsen har søgt kildemateriale i biskop Balles visitatsbøger omkring besøg i skoler i Farum og Værløse, en datidig dagbog fra sognefoged Lars Nielsen, Stavnsholt, udpluk af nogle af datidens aviser, kirkebøger og folketællingslister.