Alugod, en ung kvinde fra Furesøegnen

I podcasten kan du høre den spændende og gribende fortælling om fundet af Alugods grav på Flyvestationen under besættelsen, om gravfundene, om tiden omkring gravlæggelsen og ikke mindst om rekonstruktionen af Alugods ansigt.
Lyt til fortællingen eller hent den for at afspille den senere. 

Hvis du hellere vil læse beretnigen, finder du podcastens tekst nedenstående. 

Historien om Alugod
Om en ung og fornem jernalderkvindes liv og familie og alt for tidlige død.
Værløse, 2019


Historien er en anelse lang. Ikke fordi Alugod levede længe - tværtimod.
Men fordi vi ved rigtig meget om personen Alugod. Grundlaget herfor er Alugods rige grav med Alugods
velbevarede skelet og den kendsgerning, at hun levede i en meget fundrig periode i Danmark og ikke mindst mens romerne havde magten i den vestlige verden og skrev historie om germanerne – om os.
Alugod levede omkring år 200 og var en fyrstedatter eller prinsesse. Vi mener, hun hed Alugod. 
I 2019 er Alugods ansigt blevet rekonstrueret på Retsmedicinsk Institut. Vi er altså også i den fantastiske situation at vi kender Alugods udseende.

Alugods begravelse
En mørk dag i årets første måned stod en gruppe triste mennesker omkring en kiste nær Kirke Værløse. Mændene var kommet til hest, og nåede frem til graven før kvinderne, som kom til fods. Det var de fornemme fra egnen, der var mødt op. Det var en kold og mørk vinterdag. En tynd lysstribe som sølv lå mellem søen og de mørke skyer mod øst. Den døde var en ung kvinde. Selv i døden var hun smuk. Hendes dragt og sølvsmykker og rige gravudstyr vidnede herom. Alugod hed kvinden. Om foråret var hun kommet som brud til egnen med et følge af slægtninge og tjenere og modtaget af egnens fyrste og hans unge søn, hendes brudgom. Han havde straks kunnet lide den glade og smilende unge kvinde, som andre havde bestemt skulle være hans. Det var første gang han så Alugod. Brylluppet skulle besegle en alliance mellem fyrstedømmet på Stevns og de magtfulde mennesker på Furesøegnen. De mange gode oplevelser, han og Alugod havde fået sammen, var pludselig meget nærværende. Slemt som vinden gav ham fugt i øjnene? Ad vejen fra syd, hvorfra Alugod var kommet, kom også sygdommen. Gæster fra syd fortalte, at de romerske legioner bragte pesten fra Orienten til Europa, og at tusinder døde, hvor den ramte, mest børn og unge som Alugod. Mange på Furesøegnen var døde. Nok så mange offerhandlinger og bønner til guderne hjalp ikke. Og nu blev Alugodo, hans unge brud begravet ved Sydvejen eller hovedvejen, hvorfra hun var kommet med glæden og solen glinsende i hendes sølvsmykker og hvide tænder. Det ville han aldrig glemme. De sørgende bemærkede, at Alugod i døden bar sin store og smukke rosetfibel af sølv. Hvor nu end Alugods rejse gik hen, ville den beskytte hende og alle hun mødte ville forstå, at her var en kvinde af høj rang og betydning, og som hed Alugod! Det var i det mindste godt at tænke på. Alle havde holdt af Alugod.

Efter begravelsen begav gravfølget sig tilbage til den stråtækte stormandsgård ved det sted, der i dag hedder Kirke Værløse. Ville alliancen holde? Hvem skulle den unge fyrstesøn nu giftes med? Blev det mon en af de fornemme kvinder fra egnen denne gang? Slægten skulle jo videreføres. Eller blev det en af de fornemme kvinder fra syd? Fyrstesønnen tænkte kun på Alugod.
Vejret, tidspunktet og lignede i ovenstående triste historie fra yngre romersk jernalder omkring år 230 er naturligvis kun gode gæt. Men selve historiens kerne er sand. Det viser fundene fra Alugods grav.

Om fundet af Alugods grav
I februar måned 1944 i besættelsestidens tunge år, da det for tyskerne gjaldt om at få udbygget flyvebaserne omkring i Danmark, skete det under et jordarbejde på Værløse flyveplads, at der fremkom et skelet af et menneske. Sammen med skelettet blev der fundet skår af lerkar, en stor rosetfibel, som er en sikkerhedsnål
udformet som et smykke, og en mindre fibel, en stor hårnål alt sammen af sølv, samt en si og en øse af bronze. Bronzerne er importeret fra Romerriget. Akkordbetalingen var høj og arbejdstempoet stærkt den kolde vinterdag, og fundet var næppe kommet til offentlighedens kendskab, hvis ikke en interesseret arbejdsmand, J. Lauritsen fra Brede, straks efter havde ringet til Nationalmuseet og fortalt om de fundne genstande. Da arkæologen fra Nationalmuseet efter forviklinger med de tyske myndigheder på flyvepladsen endelig og meget spændt nåede frem, var graven desværre fuldstændig ødelagt af entreprenørens jordarbejde. Så der blev ikke tale om nogen arkæologisk udgravning, men kun om en aflevering af fund og oplysninger samt en grundig gennemsøgning af jordbunkerne.
Fundstedet er nu delvis bortgravet og fremtræder som en lille for længst tilgroet sandhøj markeret med nogle store sten beliggende i det nordlige område af Flyvestationen, tæt ved og vest for den gamle landevej mellem Kirke Værløse og Jonstrup. Netop her forløb i oldtiden egnens vigtigste nord-sydgående vejstrøg. En hovedvej i oldtiden. Det var ad denne vej Alugod var kommet til egnen, og det var her hun blev begravet. I en dybde af cirka 1,5 m kunne man konstatere resterne af en øst-vest orienteret grav, omgivet af marksten, som havde understøttet en kiste, formentlig en udhulet egestamme. Som oftest gøres store fund i forbindelse med flere tilfældigheder, for eksempel at vi er så heldige at Alugod blev begravet i kalkholdig sandjord, så skelettet var bevaret, er utroligt.

Noget af det første man gjorde på Nationalmuseet var at rense den store rosetfibel, der daterer fundet til den første del af yngre romersk jernalder. Vi er omkring år 200. Ved afrensningen fremkom til alles overraskelse en rune indskrift og på begge sider af fiblen var der indridset et hagekors. Fundet blev omtalt i landets aviser, men på billedet af rosetfiblen var hagekorset fjernet. Havde tyskerne opdaget hagekorsene – nazisternes logo, havde fiblen næppe fået lov til at forblive på Nationalmuseet, hvor pragtfiblen er udstillet i dag. Fiblen med runeindskriften var en sensation og indskriften kunne læses som Alugod. Kunne Alugod være navnet på den gravlagte?
Den første, der skriver en artikel om Alugodfundet, var den kendte amatørarkæolog fra vores egn ”Den lærde kulsvier”, Karl K. Nielsen . Artiklen findes i Værløseegnens Historiske Forenings første årsskrift fra 1949, og er Karl Nielsens første publicerede arkæologiske fortælling. En kvindegrav fra Værløse Flyveplads. 
Karl slutter sin fortælling med følgende ord: Hvad enten nu runeindskriften er lavet af smykke-smeden eller af den skrivekyndige, så er man klar over, at fibulaen er givet som gave til den unge kvinde for at tryllebinde hende til manden for at værne hende mod farer, for at opnå hendes gunst og kærlighed.
Det er tydeligt at Karl fornemmede kvindens skæbne og at den greb ham om hjertet.
Da jeg læste Karls artikel for mange år siden, blev jeg på samme måde grebet ved forestillingerne om den unge kvindes historie og triste skæbne.

Om Alugods skelet
Hvilke oplysninger kan det give?- var her tale om en mand eller en kvinde? og hvordan kan den begravede person have levet og set ud, hvis jordiske rester arbejdsmændene ved et tilfælde havde fundet?
Selv om sandjord ikke er særlig bevarende for knogler, var de frembragte skeletdele ret vel bevarede. Skelettet omfattede foruden et meget velbevaret kranie størstedelen af lemmeknoglerne, nøgleben og skulderblad alt er fra et ungt menneske, som er bestemt til at være en kvinde. De antropologiske undersøgelser fortæller, at kvinden eller den unge pige ikke har været meget ældre en 16 år da hun døde. Der er ingen spor af sygdom, barnefødsler, vold eller ulykke på kvindens skelet.


Jeg har som nævnt fra første færd interesseret mig meget for Alugod-fundet, og fundet har virkelig rørt mine følelser, så det var en stor dag for mig, da jeg fik tilladelse til at komme ind på Rets-medicinsk Institut i København og se kraniet år 2011 knap 70 år efter at graven var fundet. Jeg var ventet, og på et bord i lokalet lå der nogle brune papkasser. En kvindelig arkæolog iført hvide handsker tog låget af den ene kasse, og op ad kassen pakket i hvidt silkepapir kom Alugods kranie. Kraniet var med en kraftig modelleret profil. Overmundstænderne var noget fremspringende. Næsebenet var stort, men smalt og rettet opad.

Jeg forestillede mig nu middelbart en person med lang, smal og markeret næse, og måske med en anelse overbid. Tænderne i over- og undermund var regelmæssige og smukke og uden caries.
Pigens højde kan beregnes til omkring 161 cm, som var den gennemsnitlige højde for kvinder i jernalderen.
Lemmeknoglerne var gracile, lange og slanke med svagt udviklede muskelspor. Jeg kunne næsten se den unge kvinde for mig.

Det var kærlighed ved første blik!

Om de arkæologiske fund
Foruden kraniet har vi de fleste af genstande fra fundet udstillet på Furesø Museer på Mosegaarden. Kun rosetfiblen med runer og hagekors mangler og er udstillet på Nationalmuseet. I Danmark er der fundet mere end 50 rosetfibler fremstillet over en kort periode på omkring 40 år, og rosetfiblerne er alle fundet i kvindegrave. Kun på fem af fiblerne er der en runeindskrift.

Om øsen og den tilhørende si
Begge er af bronze og er et almindeligt gravudstyr i rige kvindegrave fra den tidlige del af romersk jernalder. Alugod medbragte et fornemt brudeudstyr. Som man kan se, er øsen og sien takket være den ringe godstykkelse en smule medtagne, men ikke meget. Et sådant sæt er en del af et romerske bordservice og er kommet til Danmark fra Romerriget. Øsen og sien er blevet brugt til at si vinen eller en tilsvarende drik, før den blev stillet på bordet i Kirke Værløse. Det var højeste mode og status hos
de rige i Danmark og således også i Værløse at spise og drikke, som man gjorde i Romerriget.

Om den lille fibel
I montren kan I se en lille sølvfibel. Fiblen har fungeret som en sikkerhedsnål. Fiblen er næsten fuldstændig bevaret, og er en såkaldt armbrøstfibel efter sin form. Om spiralens ender kan man se resterne af en lille tværrillet sølvtråd. Denne fibeltype er ret almindelig og daterer begravelsen til omkring 230.

Om pragtnålen
Sølvnålen, en hårnål, er også velbevaret. Nålens spids er afbrækket og nålen måler nu 16.5 cm, men har været 6-7 cm længere. Nålehovedet er rombisk med 9 fine gennemboringer, hvor der kan have hængt perler eller anden pynt. I graven fandtes der 2 grønne glasperler. Nålens hoved afsluttes med en lille knop, der rundt om begge ender er udsmykket med tværrillet sølvtråd akkurat som den lille sølvfibel. Her er tale om en sjælden og stor pragt nål. På Alugods kranie er der på højre side en mørk og skarp linjeformet aftegning. Dette kan være aftegninger fra hårnålen. Er dette tilfældet, viser det, at Alugod har haft langt hår sat op med en hårnål anbragt på højre side af hovedet.

Om Alugodfiblen

Rosetfiblen er fundets absolutte hovedstykke. Fiblen har tjent som en kombineret sikkerhedsnål og smykke og nok først og fremmest som et værdighedstegn, som får en til at tænke på vor tids elefantorden. Alugod var af fornem byrd. Men hvorfor er Alugodfiblen så unik?

For det første er det en stor og meget velbevaret rosetfibel og af sølv, og da fiblen blev renset på Nationalmuseet viste det sig som tidligere nævnt, at der på begge sider af fiblens eller sikkerhedsnålens nåleholder var indgraveret et hagekors, og på nåleholderens ene side var der desuden indridset en meget tydelig og veludført runeindskrift, der kunne tydes som navnet Alugod. Alugodfiblen var på fundtidspunktet den eneste kendte fibel med runeindskrift og er stadig den eneste i Danmark med både runer og hagekors. Alugodfiblen er således unik!

Fiblen er en stor, 10 cm lang rosetprydet pragtfibula af sølv, og den er karakteriseret ved sin rige, næsten overdrevne udsmykning med rosetter, udført af forgyldt sølvblik. De typiske, hvælvede og klokkeformede rosetter er indrammet af smalle, tværrillede sølvtråde som på den lille fibel og dragtnålen. Dette kan tolkes derhen, at de 3 smykker er fremstillet på det samme værksted, nærmere betegnet i Himlingeøje på Stevns. Fiblens s-formede bøjle og den høje nåleholder er støbt i et. Fiblens lange spiral er snoet omkring en spiralakse og med en tilhørende nål, der er fastgjort til bøjlen, således at fiblen kan fungere som en sikkerhedsnål. Bøjle, nåleholder, og spiral med nål er således fiblens funktionsmæssige del. Fiblens syv rosetter udgør sammen med ornamenter og andre udsmykninger fiblens udsmykningsmæssige del.
Som nævnt er Alugodfiblens høje og brede nåleholder ornamenteret på begge sider udført med en fin gravering i såkaldt tremolerstik. Med en lille punsel eller mejsel har håndværkeren hamret mønstret på nåleholderen. Ornamentikken er ens på begge sider, og består af et enkelt smalt bånd eller ramme, der følger nåleholderens kant lidt indenfor denne. Dog er dette bånd i den øverste ende af holderen dobbelt. Nær den nederste brede del af holderen er der med samme teknik og på begge sider af holderen graveret et svastika-tegn eller hagekors. Hagekorsene er anbragt lidt væk fra enden, så tegnene ballancerer smukt indenfor rammeudsmykningen på nåleholderen. Hele ornamentikken står meget klart og må formodes at være udført som en del af fiblens fremstilling. På denne måde fremstår fiblen som en færdigudsmykket helhed.

Runeindskriftens seks runer ALUGOD er ridset med et skarpt instrument og ikke med tremolerstik og kun på den ene side af nåleholderen, og er klemt sammen mellem hagekorset og de dobbelte bånd i nåleholderens anden ende. Nogle af runerne er ridset ind over den øvrige ornamentik. Runeristeren har ikke beregnet pladsen til runeindskriften særlig godt, så den sidste del af indskriften er blevet noget klemt op mod hagekorset.
Det betyder, at runerne er indridset efter at fiblen er færdigfremstillet med sin tremolerudsmykning og næppe fremstillet på værkstedet.
Alugodfiblen skønnes at være lagt i graven omkring år 230, og ud fra andre gravfund af tilsvarende rosetfibler vurderes denne fibeltype at være fremstillet over en meget kort periode på 30-50 år, hvilket betyder at denne smykkeform kun har været brugt i en eller højst to generationer. På Alugod fiblen er der kun en smugle slid fra brug på nåleholderens underside. Rosetfiblen har kun været brugt kortvarigt.

Når fiblen bæres, vender spiralen nedad og spiraldækket fremad, og dette felt og bøjlen med fem rosetter bliver hermed den mest synlige og dominerende del af fiblen. Tøjet må sandsynligvis have været af en kraftig kvalitet for at kunne bære den store og tunge fibel. Det er foreslået, at de store fibler også har været anvendt som ophæng for en eller flere perlekæder.

Om runer og navnet Alugod samt hagekors
På fiblens nåleholder er der med runer ridset, Alugod. De første runer anvendtes i Danmark fra omkring år 170, og Alugodfiblen er cirka år 200. Her er altså tale om meget gamle og oprindelige runer. Runerne var en fællesgermansk skrift, som blev skabt af den alfabetudvikling, der havde fundet sted i Middelhavsområdet. I dag kendes der i Danmark fem rosetfibler med runeindskrifter, og forskerne er enige om, at runeindskrifterne på fiblerne er personnavne, og eksperterne mener navnene kan stå enten for håndværksmesteren, der fremstillede fiblen, eller for den, der lod fiblen fremstille eller giveren, eller som tredje mulighed navnet på den, der bar og ejede fiblen. Her kan de sidste to muligheder være sammenfaldende.
Hvordan skal vi så tolke alugodindskriften?
Mesteren har i vores tilfælde anbragt hagekorst på en smuk og afbalanceret måde på Alugodfiblens nåleholder, og det ser således ikke ud til, at der under fremstillingen var tænkt på, at fiblen skulle forsynes med en indskrift. Dette indikerer, at hverken mester eller giver har givet navn til indskriften, så ville værkstedet sandsynligvis have indpundslet navnet som en del af fremstillingen og med tremolerteknik. Dette synspunkt underbygges således af, at runeindskriften er påført efter fiblens fremstilling. Den tolkning er derfor også, at Alugod er ejerens navn, og i dette tilfælde et kvindenavn ridset på fiblen, da den fik en ejer af hunkøn.
I romersk jernalder bestod personnavne normalt af to led, og mandsnavne ender normalt med – ar og kvindenavne normalt med – o. Fiblens ejer har derfor med ovenstående tolkning heddet Alugodo. At der kun står Alugod på fiblen forklares med, at der er anvendt en tiltaleform, Alugod! og at pladsen på nåleholderen var knap. En rosetfibel af sølv er i sig selv et arbejdskrævende smykke at fremstille, hvorfor det i det hele taget er svært at forestille sig, at det er håndværkeren, der har navngivet fiblerne. Det er menneskeligt at forestille sig, at det er meget rige personer, der har bekostet fiblerne, der har sat navne på fiblerne. Alle de fem navne på fiblerne er forskellige, og det er svært at forestille sig at der har været 5 håndværksmestre , der i den korte periode på 40 år har kunnet fremstille de komplicerede rosetfibler.
Nyere navneforskning omhandlende de tidlige germanske navne har påpeget at navne som Alugod teoretisk kan være et mandsnavn, men ikke nødvendigvis. Omstændigheder omkring Alugodfundet og ornamentikkens udførelse på Alugodfiblen peger dog på ar Alugod er navnet på den, der bar fiblen ved sin død.

Alugod er det eneste eksempel man kender på anvendelsen af dette navn. De sprogkyndige er enige om at – god betyder ”god” og at alu er et trylle - eller værne ord. Det i øvrigt smukke og feminine navn efter vor tids målestok kan således opfattes som et kærligt ønske om, at det vil gå navnebæreren godt- blive lykkelig - alt godt! Alu finder man i senere tiders germanske navne som Olbjørn, (nordisk), Aluberht, (tysk) og Ealuwine, (engelsk). Alu, mener man også, var navnet på øl, (alu- ale og øl). At anvende et trylleord som navnet på øl beskyttede den populære drik mod fordærv og troldtøj, og forsynede man også øltønden med en udløbstud udformet som en hane, var øllet sikret, og blev ikke surt. Ved hanegal stod solen op, og alle overnaturlige skulle være under jorden, ellers sprang de i flint. De underjordiske hadede ordet alu og haner, som vi kender det fra nutidens gamle eventyr og overtro.

Hagekorset eller svastika tolkes som et lykketegn og regnes af de fleste som et frugtbarheds- og soltegn. Hagekorset hedder på det gamle indoeuropæiske sprog sanskrit, suastika, og kan her betyde – altgodt. Kombinationen af ordene, alugod og svastika, der synes at betyder det samme, er tankevækkende.

Om Himlingeøje, magtcentret på Stevns og de rige og magtfulde folk på Furesøegnen
Omkring år 200 i begyndelsen af yngre romersk jernalder viser de arkæologiske fund, at der var en magtkoncentration eller et fyrstedømme på Stevns omkring Himlingeøje, hvor mange af yngre romersk jernalders rigeste gravfund er fundet. Dette center styrede blandt andet importen af varer fra Romerriget, og fordelte forskellige prestigegenstande til sine allierede i Danmark, men også til Norge og Sverige. Man finder prestigegavererne i elitens grave som fornemt romersk drikkeudstyr,
for eksempel drikkebægre af glas og genstande af bronze. På centrets værksted fremstillede man blandt andet de karakteristiske rosetfibler af sølv, og karakteristiske fingerringe og armbånd af guld, de såkaldte slangehovedringe.

Centret styrkede magtpositionen ved at alliere sig med andre magt- eller rigdomscentre. De allierede fik drikkeudstyr og ormehovedringe af guld, og måtte som betaling for eksempel indgå i forsvaret af det samlede magtområde. Jernalderen var en urolig tid, og de danske kystområder blev angrebet af små hærstyrker der kom fra Skandinavien og Tyskland. En del af magtcentrets politik var også gennem ægteskaber at styrke sammenholdet. Og unge fyrstedøtre som Alugod fra Stevns blev sendt til andre centre som brude for stormændene der.

Alugodo kan have været en ung kvinde fra Himlingeøje, der i en ung alder blev bortgift til en fyrstesøn, der boede på eller i nærheden af Flyvestationens område. Med sig som et symbol på alliancen og sin høje status fik hun Alugodfiblen, hvor hendes navn, Alugod blev indridset.

På Furesøegnen og omliggende områder er der som beskrevet fundet flere grave fra yngre romersk
jernalder med fornemt drikkeudstyr og guld. Alugodos grav er blot en af disse grave. Ved grustagning ved Kirke Værløse er der fundet en såkaldt ormehovedfingerring af guld. Ormehovedringene er fremstillet på et værksted i Himlingeøje centeret, og blev givet som alliance-ringe. Dette er et bevis på, at der på Furesøegnen har været et magt- og rigdomscenter knyttet sammen i en alliance med Himlingeøjecentret .

I 1949 blev der fundet og udgravet en meget rig kvindegrav i Himlingeøje, som man kunne datere til
omkring år 200. Kvinden døde da hun var 40-50 år gammel. Gravudstyret er meget rigt med romersk glas, drikkeudstyr af bronze, en rosetfibel mage til Alugodfiblen, og flere slangehovedringe af guld. På rosetfiblen var med runer ristet mandsnavnet, Viduhundar, der betyder ulv. For enden af en meget lang halskæde af glasperler, der var fastgjort til rosetfiblen, hang der en amulet- eller salve-dåse af sølv, som kan bestemmes til at stamme fra de sarmatiske egne i Sydøsteuropa. Graven er optaget i sin helhed og er udstillet på Nationalmuseet i samme rum som Alugodfiblen. Den fornemme kvinde kan komme fra Sydøsteuropa som del af en brudealliance, hvor Himlingeøje-centret herved har søgt at styrke handelsforbindelserne mod syd. På kvindens rosetfibel var der på nåleholderen indridset navnet, Viduhu(n)dar- det vil sige skov(ved)hund eller ulv. Dette navn tolkes som giverens eller fyrstens navn. Den fyrste, der sandsynligvis var af meget høj rang, og som fyrstedatteren fra Sarmatien formentlig blev gift med.

Om Alugod og hendes nære familie og hendes tidlige og bratte død
Lad os opsummere og komme med et godt gæt om Alugod pigens liv og familieforhold.

Alugods familie var med stor sandsynlighed fyrsteslægten i Himlingeøje , som omkring år 200 søgte at styrke deres magt med alliancer, blandt andet med en fyrsteslægt på Furesøegnen, hvortil Alugodo kom som ung brud.
Der er desuden en vis sandsynlighed for, at den fornemme Himlingeøjekvinde var Alugods mor eller bedstemor eller i hvert fald af nær familie med Alugodo. Ligeledes er det muligt at Alugods far eller bedstefar hed Viduhundar eller Ulv.
Mange af de kvinder, der er fundet i grave i Danmark med rosetfibler fremstillet i Himlingeøje er med god sandsynlighed en del af Alugods familie, måske søstre.

Alugod døde da hun var omkring 16-18 år, og har formentlig ikke nået at få børn. Hun døde på et tidspunkt, hvor infektionssygdomme gang på gang bredte sig til Skandinavien fra Romerriget. Befolkningerne havde ingen modstandskraft mod disse ukendte sygdomme og døde i tusindtal. Vi har beretninger herom fra Rom. Alugod kan sagtens være en af disse tusinder. Den fornemme rosetfibel, der fortæller at Alugod var af høj rang, og at hun havde ret til at bære et sådant værdighedstegn, kunne ikke beskytte den unge pige, selv med det værnende og kraftfulde ord Alugod samt med lykketegnene udformede som et hagekors.

Alugod er den første person på Furesøegnen som træder ud i historiens lys med sit navn, og et smykke med indskriften Alugod, som hermed er egnens ældste skriftlige kilde. En del af denne historie er naturligvis en hypotese, men dog en ganske sandsynlig tolkning.

Rekonstruktion af Alugods ansigt og hendes lange rejse

I løbet af foråret 2019 er der på Retsmedicinsk Institut foretaget en ansigtsrekonstruktion med udgangspunkt i Alugods kranie. Da Alugod døde meget ung, er der stor sandsynlighed for at rekonstruktionen er tæt på Alugods virkelige udseende, som hun så ud da hun døde om-kring år 200. Vi kender dog ikke frisure, hår og øjefarve med mere. Nogle af disse spørgsmål vil en DNA-analyse kunne besvare. Dette kræver dog at der er bevaret brugbart DNA- materiale for eksempel i Alugods tænder.
Med den gennemførte ansigtsrekonstruktion bliver Alugod hermed den person i Danmark, man ved tolkninger af kildematerialet med stor sandsynlighed kan føre længst tilbage i danmarkshistorien med kendt udseende og
navn, altså en danmarksrekord. At ansigtsrekonstruktionen har kunnet gennemføres skyldes godt samarbejde.
Alugod ville have kaldt det en god alliance.

Kunne Alugod opleve den verden vi har i dag, ville kun have nikket genkendende og kunne overrasket have udbrudt, ” Alt er jo som da jeg levede – Jeres verden er desværre også præget af store materielle og kulturelle forskelle og som følge heraf store ildevarslende spændinger! ” . Hvordan vil det dog gå i vores verden?
Alugod har været på en lang rejse i tid, afstande og videnskabelig forskning. Og rejsen er næppe slut. Muligheden for anvendelse af nye videnskabelige metoder vil kunne fortælle endnu mere om mennesket og personen Alugod, og give anledning til at stille nye spændende spørgsmål til fundmaterialet.

Alugod kom til Furesøegnen for 1800 år siden, og det må have været en stor begivenhed. Alugod er nu tilbage og gør igen Furesøegnen til noget særligt!