KARL K. NIELSEN – foreningens første formand
Af Flemming Holm-Larsen
Karl K. Nielsen var som nævnt foreningens første formand og blev også den første leder på museet Mosegaarden. Bogen ”Karl K. Nielsen – den lærde kulsvier” blev udgivet af foreningen i anledning af 50-års jubilæet, og denne artikel bygger på uddrag fra bogen, som er skrevet af Bent Damsgaard-Sørensen, Viggo Murmann Jensen og Niels Bødker Thomsen.
I et radiointerview 1969 fortalte Karl Nielsen, hvordan interessen for arkæologi begyndte: ”vel ellers sådan, som det næsten altid begynder, at en stor dreng finder noget i marken og tager det hjem. Han giver det måske til sin skolelærer, for at vide, hvad det egentlig er, og så sker der det, at han måske synes, at skolelæreren ikke rigtig tager sig noget af det, og at arkæologi ialtfald slet ikke var noget pensum på den tid, jeg gik i skole. Så kommer der det, at man finder en økse mere, og til sidst har man 3 økser, så 4, og så begynder man at grunde en samling, og det er det, jeg har gjort.”
Tiden i landbruget
Da Karls skolegang var færdig ved konfirmationen, kom han ud at tjene på landet. Det var hårdt arbejde at være bondekarl, men den store interesse for arkæologi beholdt han. Tiderne var dårlige, så Karl måtte tage arbejde, hvor det fandtes, og opdagede, hvor usle kår mange landarbejdere måtte arbejde under. En overgang var han fodermester og begyndte i denne periode at udgive ”Fodermesterbladet”. Det måtte dog gå ind efter et års tid, og da Karl var 30 år i 1934, sagde han farvel til landbruget, blev teglværksarbejder på Stavnsholt Teglværk og bosatte sig i Farum.
Kontakt med Nationalmuseet
Sin interesse for arkæologi dyrkede Karl stadig i fritiden, og han havde snart sin egen store samling af fundne oldsager, - når han da ikke afleverede dem som danefæ.
Da magister Knud A. Larsen fra Nationalmuseet i 1947 påbegyndte en historisk kortlægning af egnen omkring Farum, fik han ofte denne besked: ”Det har vi for længst fortalt Kulsvieren!”
Manden fra Nationalmuseet måtte da opsøge denne mand, som havde alle oplysningerne, og det førte til et årelangt samarbejde.
Det førte også til en særudstilling på Nationalmuseet allerede i foråret 1948 med oldsager fra egnen omkring Farum, Værløse og Ganløse. Det enestående ved udstillingen var, at det var fund, der var overdraget Nationalmuseet af amatørarkæologen Karl Nielsen, og at museet fandt dem så værdifulde, at man ville vise dem på en særudstilling.
Denne udstilling så sognefoged A.P. Grøn fra Værløse, og den inspirerede ham.
Karl Nielsen i samtale med magister
Knud A. Larsenfra Nationalmuseet.
Foto: Billedbladet.
Karl K. Nielsen kommer til Værløse
Allerede i 1944 var Karl Nielsen flyttet til Bybrøndsstræde i Kirke Værløse, hvor den alvorligste, men heldigvis sidste fase af den tyske besættelse gik på hæld. Nok var det et meget beskedent lejemål, men der var plads til hans samling af oldsager, hvor mange var fundet i egnens tørvegrave og moser.
Sognefoged A. P. Grøn cyklede til Bybrøndstræde et par dage efter, at han havde set udstillingen, for han havde fået den ide, at Værløse skulle have et museum.
Men på det tidspunkt var Karl Nielsen afvisende: ”Vi har jo et i Ballerup, som vi bør støtte”. Han mente, at egnen var bedre dækket ind gennem den nære beliggenhed af Nationalmuseet, Frilandsmuseet og andre store museer i København og dens omegn.
Men han blev efterhånden grebet af ideen, og blev til sin egen overraskelse valgt til formand for Historisk Forening for Værløse Kommune 30. september 1948.
Landskendt som kulsvier
Samarbejdet med Nationalmuseet førte til, at Karl Nielsen den 13. december samme år blev optaget i Det Kongelige Nordiske Oldskriftsselskab som kulsvier.
Det var ikke hans ide at kalde sig kulsvier, men Oldskriftsselskabet bad ham i foråret 1948, om de måtte anvende titlen på optagelsesdokumentet, idet man mente, at den både var farverig og samtidigt markerede, at her var en jævn og selvlært mand blevet optaget i det fornemme selskab.
Aviser og ugeblade fik hurtigt færten af en god historie og Karl Nielsen
blev snart kendt i hele landet og i Sverige med. En af grundene var hans ligefremme væsen: Han var en mand, der gik ”i folk med træsko på”.
Karl Nielsen som middelalderlig kulsvier på Hjerl Hede i 1956.
Foto fra bogen om Karl Nielsen.
Karl Kulsvier og hans medarbejdere
Fra begyndelsen lød foreningens formålsparagraf: ”Eet af foreningens ønsker er at få oprettet et museum, der skulle rumme egnens gamle ting, som ellers skønnedes at ville gå til grunde. Et andet ønske er at få optegnet sognets og egnens historie ved samtaler med gamle mennesker og ved granskning i arkiverne. Et tredje er at få udgivet et årshæfte, hvorved man om nogle år kunne få samlet en bog, hvor Værløse kommune og egnens historie var skildret.”
Det må bemærkes i dag, at de tre ønsker i høj grad er gået i opfyldelse.
Foreningens første årsskrift udkom i 1949. Karl Nielsen bidrog med mange velskrevne artikler og beretninger. Han skrev blandt andet en årlig beretning ”I årets løb”. På foreningens ture var det ofte Karl Nielsen, der fortalte ud fra sin store viden, og han samlede mange interesserede deltagere.
Da Karl Nielsen hverken røg eller drak (det sidste kun ved festlige anledninger), gav han under besættelsen sin ration af øl og tobak i bytte for oldsager, som tørvegravere havde fundet i mosen, og begge parter var yderst tilfredse med byttehandelen.
I 1953 åbnede det første museum i den gamle rytterskole i Lille Værløse, og Karl Nielsen begyndte åbningstalen med disse ord:
”Dette er en udstilling – ikke et museum.” Hans jordnære og kyndige måde at udtrykke sig på fængslede tilhørerne og gav mange lyst til at slutte op om foreningen.
Karl Nielsen fik hurtigt dygtige hjælpere, og han samarbejdede stadig med Nationalmuseet.
Han stod i spidsen for udgravningerne og hjalp de andre med sin store viden om, hvad der kunne ligge i jorden af skjulte værdier. I de arkæologiske beskrivelser, han udarbejdede, fik han god brug for andre evner: Karl var meget ferm til at tegne og male, ligesom han var mester i at arbejde i træ.
Han havde også lyriske evner som gjorde, at han skrev sange til vennernes festdage. Han holdt også af børn, og han havde altid slik med, når der kom børn.
Karls forhold til kvinder, eller ”vore flinke damer”, som han kaldte dem, var helt specielt. Emmi Brodersen sagde, at de betragtede ham som en far. Karls respekt for spindesiden
var tydelig, han værdsatte deres store arbejdsindsats.
Karl Nielsen viser et af de bedste fund frem fra sin samling.
Foto: Fra Kaj Hermansen samling
Udviklingen i arbejdet
Allerede i 1952 skrev Karl Nielsen om oldtidsminderne i sognet. Det store forarbejde var allerede gjort, da han sidst i 1940’erne skrev kladden til
”Sognets ældste historie”. Alle oldtidsminder og fund er beskrevet og kommenteret af Karl Nielsen. I knap 30 år virkede han som arkæolog for Værløse Museum. Han nåede at skrive beretninger over alle udgravningerne og mange blev publiceret i årsskrifterne. Det var tanken, at de engang kunne samles til en bog, hvor kommunens og egnens historie var skildret.Karl fremviste samlingerne på Rytterskolen (som lå i den østlige del af Bymidten), og Historisk Forening fik megen positiv omtale i pressen. Karl samlede desuden artikler om mange emner, han interesserede sig for og satte dem i mange store scrapbøger, som kan ses på Furesø Arkiver.
Karl Nielsen stod for mange betydningsfulde udgravninger. En af dem skal præsenteres her, nemlig udgravningen af bronzealder-højen på Lundsbakken, hvor mange mennesker ivrigt hjalp til, og andre blot fulgte det spændende forløb.
Ved Historisk Forenings 40-års jubilæum blev graven rekonstrueret sten for sten og med ny udhugget egetræskiste ved
Mosegaarden efter Karl Nielsens omhyggeligt udførte skitser og tegninger.
Lundsbakkenudgravningen.Foto: Fra bogen om Karl Nielsen.
Mosegaarden bliver museum
I 1962 købte Værløse Kommune Mosegaarden og gav Hjemmeværnet lov til at anvende østlængen som depot. Samtidig fik Karl Nielsen fribolig i stuehuset, mod at han holdt opsyn med hele ejendommen.Da pladsen efterhånden var meget trang på den gamle Rytterskole, tog Karl fat med hakke og skovl på Mosegaarden og planerede gulvene i ko- og hestestalden, så der her blev plads til større ting og grovere redskaber. Ideen om, at Mosegaarden kunne blive et museum, spirede frem. Men tanken fik et alvorligt knæk, da et træ væltede ned og ødelagde østlængen i en efterårsstorm i 1967. Situationen blev kritisk i 1968, hvor kommunen ville rive skolen ned og opmagasinere alle tingene i en gammel bunker i Skovlunde. Det blev Karl for meget, han og medarbejderne gik i gang med at isolere loftet til et brugbart udstillingslokale. Det endte med, at alle de mange ting i samlingerne nu blev samlet på Mosegaarden.
Østlængen efter stormen i 1967.
Foto: Karen Seierø Mortensen.
Efter at Statens Museumsråd i 1970 gav Værløse Museum statsanerkendelse, så kommunen mere positivt på, at Mose-gaarden skulle vedblive at være museum: I februar 1976 bevilgede kommunalbestyrelsen 1,3 mio. kr. til en gennemgribende istandsættelse og ombygning af Mosegaarden. Karl nåede at se sit museum færdigt og i brug.
Hendes majestæt dronningen
Den 6. januar 1976 blev Karl Nielsen hædret for sin mangeårige indsats med den kongelige belønningsmedaille af 1. klasse med krone, der blev hæftet på hans bryst af borgmester Ernst Ellgaard ved en smuk højtidelighed på rådhuset. Ingen kunne være i tvivl om, at Karl var glad for anerkendelsen. Medaljen blev kun båret denne ene dag. Den blev om aftenen lagt i en skuffe på Mosegaarden. Karl sagde til Emmi Brodersen: ”Den kan I bruge til at lægge på min kiste!”
De sidste år
Indvielsen af Mosegaarden som museum skete 14. maj 1977, og det var en træt, men glad Karl Nielsen, der kunne se resultatet af sit livsværk. 6 måneder senere ramtes han af et slagtilfælde og døde på Herlev sygehus 19. November.
Harald Graaskov, skrev disse mindeord i 1977:
”Karl Nielsen og Mose-gaarden klædte hinanden så godt, og det er svært at forestille sig, at man ikke mere skal møde ham, stående bred og gæstfri i stuehus-døren, mærke hans faste håndtryk og møde hans årvågne og målbevidste blik. Årvågen og målbevidst – det var han i de mange år, når det gjaldt hans livsværk, at komme på sporet af vor egns fortid. Med sit åbne, rige sind øste han ud af sin viden om den svundne tid, og med sin stilfærdige ildhu har han gravet egnens fortid frem og samlet det, der var tilbage af det gamle Værløse i det museum, som han lykkeligvis nåede at se fuldført. - Han lærte os værdien af at kende vor fortid, og at det var en opgave vi alle kunne være fælles om.”
14. juni 1978 satte Historisk Forening en smuk natursten på Karl Nielsens grav og 14. juni 1979, den dag Karl Nielsen ville være fyldt 75 år, opsatte foreningen en mindeplade støbt i bronze, tæt ved døren til museet.