villy falk

Villy Falk er død. Villy sov stille ind den 1. august på et plejehjem i Slangerup efter lang tids sygdom, og nåede lige at opleve sin 80-års fødselsdag den 24. juli.

Villy var med i personkredsen, der grundlagde "Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer" (SDA) i 1990, og sad i bestyrelsen fra begyndelsen. I 1995 overtog han formandsposten efter Eluf Lyngbak, der måtte forlade bestyrelsen i utide på grund af svigtende helbred. Efter tretten meget aktive år som formand, forlod Villy bestyrelsen 2008, i forbindelse med en planlagt fornyelse af SDA. Villy var herefter aktiv i Furesø Arkæologigruppe. 

Af profession var Villy elektroingeniør, og hans formandsperiode var præget af orden, aktion, organisation og sans for detaljen. Vi husker hans sindrige tidstavler og høje ambitioner for SDA.
Han var også aktivt medlem af Ballerup Historiske Forening, og stod for de arkæologiske udstillinger i ”Svinehuset” på egnsmuseet Ballerup Museum i Pederstrup.

Villy var en meget rejsende amatørarkæolog, og utallige gange besøgtes Østafrika, Marokko, Tunis, Frankrig, Nordtyskland og Nordskandinavien, og erhvervede i denne forbindelse en meget stor viden om menneskets udvikling og de palæolitiske og mesolitiske kulturer, og han skrev og holdt meget gerne foredrag herom.

I Villys formandsperiode kunne SDA fejre ti års jubilæum år 2000 med blandt andet et stort arrangement på Moesgaard Museum i Aarhus og på Nationalmuseet i København. I hans periode udgav SDA felthåndbogen, "Operation Guldhorn - en håndbog i arkæologisk kortlægning" (Vagn Andersen, Jane Kjærgaard Andresen, Eigil Nikolajsen og Niels Bødker Thomsen), samt de to bøger forfattet af Axel Degn Johansson: ”Ældre Stenalder i Norden" og ”Ældre Stenalder i sydlige Norden”. Det var også i hans formandsperiode, at SDA´s medlemsblad "SDA-Nyt" blev udviklet til det arkæologiske tidsskrift - Fund&Fortid.

Villys ordsprog eller slogan var: "En forenings samlede ressourcer er summen af medlemmernes 3 V-er, som er Vilje, Viden og Virke". Dette udsagn karakteriserede i høj grad Villy Falk.
Vi har mistet en af vore toneangivende amatørarkæologer.

Æret være hans minde!
Niels Bødker Thomsen