For nylig udkom bogen “Metaldetektor - på jagt efter fortiden”. Bogen er den første danske bog som behandler metaldetektorens muligheder som redskab for amatørarkæologer.
Uddrag fra bibliotekernes lektørudtalelse:
Inspirationsbog for alle med hang til amatørarkæologi og metaldetektorer. Med udgangspunkt i en række faktiske historier fra livet som amatørarkæolog udstyret med metaldetektor, er her en bog tydeligvis skrevet med entusiasmen som drivkraft. Forfatterne er amatørarkæologen Kim F. Rasmussen og journalist Lone Beck.
Kim F. Rasmussen starter rækken af historier om fund i bogen med sin egen historie om fundet af et valkyriesmykke i Vrejlev Sogn, Vendsyssel, 2007. I bogen fortæller fx Klaus Thorsen, der skifter jobbet som bager ud med bl.a. et arbejde som historisk formidler på Bornholms Middelaldercenter.
Han får sin første metaldetektor i 1989, og savner ikke lugten af bageriet. Thy-Mors Detektorforening er én af 37 foreninger for amatørarkæologer listet i bogen. Formanden Klaus Thinggaard fortæller om det årlige "Thy Rally", hvor entusiaster fra DK svinger detektoren over Thy. Han fortæller også om en række tv-udsendelser på TV Midt-Vest under overskriften "Metaldetektiverne".
At der stadigvæk gemmer sig skatte i jorden vidner et dugfrisk fund fra april 2013 om. Her finder Jesper Janke Hansen i et voldanlæg ved Galten en meget smuk og sjælden guldring formentlig fra det 13. århundrede.
Med venlig hilsen
Kim F. Rasmussen