Vi er mange, der startede interessen for arkæologi efter at have fundet en simpel flintøkse eller flække på en tur langs én af vore kyster.

Her boede jægere og fiskere i ældre stenalder, og her er efterladt tusindvis af flintredskaber. Ofte slidte eller knækkede stykker, men de gav dog ofte den særlige følelse af samhørighed med vore forfædre for 6 - 8000 år siden. Alene fortæller flintredskaberne jo ikke så meget om tilværelsen i stenalderen. Der begynder først at danne sig et billede, når man finder alle de andre spor af en boplads: fiskeudstyr, dyreknogler og andre føderester, våben, skafter, tekstiler samt rester af folkenes hytter, værksteder, bålpladser og grave.

Alle disse ting er vi i Danmark heldige at finde i havbunden, hvor bopladserne i den sydlige del af landet har været zeskyttet under vand og bundaflejringer i mange tusind år. I løbet af de sidste 50 er der fundet og undersøgt en del af disse righoldige bopladser.  -  Og nu er bogen om den kendteste af disse pladser udkommet efter et langt og grundigt forarbejde: 'TYBRIND VIG' af arkæologen Søren H. Andersen.  Bopladsen ved kysten af Lillebælt syd for Middelfart blev udgravet1978 - 87. Ikke mindst fundet af flere padleårer med indskårne og farvede mønstre har gjort pladsen berømt.

Ronæs Skov

 

 

 

 

 

I 1990-erne stod Søren H. Andersen for undersøgelsen og udgravningen af en nærliggende undervandsboplads: 'RONÆS SKOV'. Også denne plads har fået sin nyligt udkomne bog på 230 sider.  Tybrind-bogen er på 432 sider, og begge bøger er af høj standard, i smukt udstyr og de mange smukke billeder gør det til en nydelse at fordybe sig i bøgerne.

Kig efter bøgerne, når du næste gang besøger museumsbutikken på Nationalmuseet, det bliver svært ikke at falde for én eller begge bøger, som bringer en masse ny viden om stenalderen og samtidig trækker tråde til andre danske og udenlandske fund.