eskadrille 721Eskadrille 721 holdt indtil 2004 til på Flyvestation Værløse bl.a. med deres Hercules transportfly. Her flyves i formation over Flyvestationen i år 2000. Foto: Flyvevåbnets Historiske Samling.

ONSDAG DEN 22. APRIL 2015 KL. 19 TAGER MUSEUMSINSPEKTØR SUSANNE KROGH JENSEN DIG PÅ EN REJSE GENNEM FLYVESTATIONENS 100 ÅRIGE HISTORIE.

FOREDRAGET FOREGÅR PÅ FURESØ MUSEER, MOSEGÅRDEN, SKOVGÅRDS ALLÉ 37, 3500 VÆRLØSE.

I maj 1910 marcherede det første hold soldater fra Måløv station mod deres nye sommerlejr ved Værløse. Det var starten på næsten 100 års militær tilstedeværelse på det, der i dag er kendt som Flyvestation Værløse.

Historien om Flyvestation Værløse er historien om Danmarks forsvar gennem det 20. århundrede, ligesom det er historien om en stor arbejdsplads med betydning for lokalområdets indretning. I 1934 blev Værløselejren hjemsted for Hærens flyveskole, og om morgenen den 9. april 1940 var Danmarks luftforsvar samlet i Værløse, da tyskerne angreb. Historien om flyvestationen er således også historien om den tyske besættelse og om landsbyen Bringe, der blev nedlagt i 1942 for at give plads til tyskernes udvidelser.

I 1950 blev det danske Flyvevåben oprettet, og Værløselejren blev året efter til Flyvestation Værløse. I sidste halvdel af det 20. århundrede er historien om Flyvestationen historien om tonstunge transportfly, Grønlandsflyvninger, redningshelikoptere, VIP transport, værksteder, militære uddannelser og at være en del af Danmarks NATO-forsvar.

I november 2009 forlod den sidste helikopter værkstedet i Værløse – og områdets militære historie var nu forbi. I dag er Flyvestation Værløses historie historien om natur og kultur i et område med en ganske særlig fortælling.

Foredraget, som lægger op til festligholdelsen af Danmarks befrielse på Flyvestationen den 3. maj 2015, er gratis.