Svenske soldater i Store Hareskovs syd-østlige del På en af Arkæologigruppens skovvandringer kom vi til Svenske Vold/Lejrens Indelukke, og der var en lang samtale om, hvorfor der er anlagt en vold, og hvad formålet egentlig var? Var det her, der lå en større svensk styrke?
Der er ingen valid dokumentation som baggrund for det, der er skrevet om Svenske Volds funktion. Detektorgruppen har gennemsøgt området, - der blev kun fundet hestesko af en type, som blev anvendt af de svenske hærstyrker, men lignende hestesko er også fundet flere andre steder i Hareskovene.
Der er en lokalitet nær Skovbrynet Station, som på gamle kort er benævnt ”Stralsund”, - hvorfor det navn? Stralsund er en havneby ved Østersøen – 100 km fra Møn - i det gamle Vorpommern, der var under svensk herredømme fra 1648 til 1679. Det giver stof til eftertanke.
Studiegruppen vil sammenfatte det, der foreligger i bogform, og hvad der er skrevet af arbejdsgrupper, så godt som vi kan.
Vi vil grave i skriftlige kilder og se, om vi kan komme nærmere et svar på spørgsmålene om Svenske Vold og Stralsund. Vi har haft et indledende møde og kan derfor ikke sige mere nu.
Kontaktperson: Hans-Henrik Trærup Madsen. Her kan du sende Hans-Henrik en besked
Kortet er gengivet fra artiklen ”Svenske Vold” i Årsskrift 1974.