Page 14 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

skove og marker. Vi kunne ikke opdage af hvad nation de vare; men de hannoveran-
ske soldater sagde, at det var danske skibe.
Vi kom nu til Stade lidt over middag og blev indkvarteret på en kaserne på fæst-
ningen, hvor deres soldater havde ligget i garnison, førend de rejste til Holsten, og vi
blev anvist ordentlige kamre til at være i om dagen, og oven på blev vi anvist senge,
som var så behagelige for os, der ikke, siden vi blev fangne, havde været i ordentlige
senge. Vi havde det nu så godt, som vi kunne forlange det; thi vi havde det ikke
bedre, da vi lå i garnison på Kronborg. Kun manglede vi den fuldkomne frihed; men
som fanger kunne vi ikke forlange mere, end vi havde. Dog var det ikke hermed nok;
thi nu indtraf et tilfælde for os, som var meget ubehageligt i denne stilling. I Rends-
borg fik vi som ovenfor omtalt 12 skilling dansk om dagen og ordentlig middagsmad.
Nu fik vi derimod kun simpel middagsmad og ingen lønning. Derimod fik vi hver
morgen og eftermiddag noget, som kaldtes kaffe; men det var naturligvis vand det
meste og havde kun lidt smag af kaffe. Men det går, som man siger: I trang går
smørrebrød ned, og man kan lære fruerhunde at spise skovkrabber, og sådan gik det
nu med os. I Rendsborg var vi blevet vant til at leve godt både med øl, mad og
brændevin. I Altona var borgerne færdige at give os alt, hvad vi forlangte; de gav os
franskbrød med smør på til kaffen og godt øl og brændevin. Men nu gik det ikke
længer sådan til, hvorfor alting faldt os så besværlig og modbydelig, og når vi engang
imellem kom ud at spadsere lidt ud ad landevejen, som altid skete under stærk be-
vogtning, så var vore øjne bestandig henvendt imod nord mod det kjære fødeland,
hvoraf man endnu kunne se de grønne høje i Holsten på hin side Elben. De mindede
os om det kære Danmark, som nu i sin nød var blevet os ret kjært, og det krænkede
os, at vi her skulle gå ørkesløse, mens vore kammerater kæmpede for frihed og ære,
konge og fædreland, og mens hele Europa var under våben.
Lige så meget ærgrede det os, at vi ikke kunne få den lønning, der tilkom os, og
ikke engang de penge, som de danske borgere i Altona og Hamborg sammenskød og
sendte os. Arsagen var den, at danske folk havde jaget en skræk i blodet på tyskerne,
så de ikke vovede at give os pengene af frygt for, at vi skulle gøre oprør, når vi fik
brændevin. Dog derfor tror jeg ikke, de havde at frygte; thi hvad kunne vi vel gøre
imod så mange bevæbnede.
Skrækkelig langsomt slæber tiden sig for os arme fanger, som kun daglig ser de
volde, som indeslutter os, og den stærke vagt, som bevogter os. Men dog var ingen tid
så kedsommelig som den ellers så gladelige og muntre højtid Pinsefesten, som gik sin
sneglegang forbi os, som ikke mærkede til dens nærværelse eller tænkte på at fornøje
os. Dog også den tid overvandt vi, og efterhånden som vi blev vant til at leve penge
foruden, var det som vi ikke mærkede, at vi manglede dem. Men desto bedre kunne
det ses på os; thi de blege kinder, som nu viste sig på de fleste af os, vidnede om, at
vi ikke fik den naturlige levemåde, som vi var vant til fra Danmark af.
Men omsider blev det dog bedre, og vi fik den længe ventede hjælp fra Danmark
og fra vore kjære landsmænd, som tænkte på os i fremmede lande. Også en del af vor
tilgodehavende lønning blev os udbetalt, og nu fik alting en udsigt for os; nu fik vi
råd til at leve noget bedre, og tiden gik derved noget bedre for os, som var blevet vant
til tvangen, og fangenskabet syntes os ikke mere så besværligt.

12