Page 11 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

stærkede tilbage, og dog modstod vi dem i nogen tid, indtil vi så småt måtte trække
os tilbage. Vi havde en stor eng at retirere over, og jeg blev afskåret fra vore egne og
kom ind i l. bataillon. Der talte jeg et par ord med Morten, som sagde mig, at han
dagen tilforn havde fået et brev fra fogden, hvori der stod, at jeg var skudt ved
Flensborg, hvor vi ikke engang var med til gildet. Derpå nåede vi skoven på den mod-
satte side af engen, og nu bød vi farvel og ønskede hverandre lykke og held. Nu op-
søgte jeg kompagniet og meldte mig til løjtnant Wolle, som spurgte, hvor jeg havde
været, og da jeg sagde, som det var, roste han mig, fordi jeg opsøgte dem igen. En
halv time senere måtte vi igen retirere over en eng. De fjendtlige kugler spillede imel-
lem os uden dog at gøre nogen skade på os; thi så snart vi så røgen, dækkede vi os
så godt vi kunne, eller lagde os ned på engen.
Nu var denne dag snart til ende, og solen gik ned, og mørket faldt på; naturligvis
holdt fægtningen også op. Vi skulle til at ordne os lidt og til at samle os igen, og vi
marcherede en lille mil ud norden for Slesvig, hvor 2. jægerkorps måtte danne arriere-
garden for at sikre den øvrige arme i ryggen, mens den drog tilbage til Flensborg. Vi
blev i en skov, hvor de, som ikke var på vagt, lejrede sig på jorden om et bål, hvor
vi tilbragte den nat. Det var ikke behageligt efter så mange anstrengelser, som vi
havde haft den hele dag og uden at nyde hverken spise eller drikke og uden at få
hvile, nu kun at få en eneste bid råt flæsk og et stykke commisbrød og ingen brænde-
vm.
Om morgenen den 24. april brød vi op og marcherede imod Flensborg, og da vi
kom uden for skoven, kunne vi se fjenden. De fjendtlige skarer forfulgte os, og vi gik
roligt fremad; omsider så vi ikke mere til dem, og efter at have tilbagelagt en 3 mil
gjorde vi holdt og fik lidt i livet, medens nogle kom på feltvagt. Efter at vi havde
hvilet nogle timer, måtte vi formedelst fjendens fremtrængen atter retirere, og inden
vi vidste af det, var vi omringet næsten fra alle kanter.
De første, mm angreb os, var en afdeling meklenborgske dragoner; men hurtigt
sluttede vi en karre i en eng ved siden af vejen, og da de kom lige for os, vendte de
front imod os, og Hurra anfaldt de os. Endnu var vi dog rolige, indtil de var 20-30
skridt fra os. Så gav den første flanke ild, og nu styrtede ryttere og heste mellem
hinanden, og det var et yndigt syn; thi mange heste styrtede og slog deres ryttere så
dybt ned i dyndet, at man ikke kunne se dem. Så blev der blæst holdt. Lystigt var
det at se, hvorledes de kvæstede folk og heste myldrede mellem hverandre, og ikke
en karl kom derfra til hest. Dette gik godt for os, thi ikke en mand kom til skade.
Men ikke så godt skulle det gå for os om eftermiddagen; thi i det samme styrtede
infanteriet frem mod os med så stor styrke, at det var let at omringe os, og nu be-
gyndte der en kamp, som gjorde 2. jægerkorps ære endog i vort fangenskab; thi om
end vi blev overvunden, havde vi holdt stand i over 2 timer mod en 10 gange større
overmagt.
Efter at de i lang tid havde beskudt os fra 3 sider og til sidst stormet os, måtte vi
nedlægge vore våben og give os fangen. Omtrent 3 timer var forløbne i denne ulykke-
lige stilling, og de fjendtlige kugler forøgedes bestandig mere. Da de fjendtlige indså,
at de kunne formå os til overgivelse, bestormede de os. Vi indså umuligheden af
længer at modstå dem. Vi havde valget mellem at overgive os eller at nedhugges til

9