Page 13 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

Efter at vi nu havde sejlet et par mil op ad floden, hvis frugtbare, grønne og fro-
dige enge strakte sig fra flodbredden og op imod skovbegroede bakker, hvad der var
interessant for øjet, som ikke var vant til at se de yndige flodegne, som næsten aldeles
mangler i vort frugtbare Danmark, kom vi til en lille købstad, omgivet af volde og
grave, der hed Harburg.
Der steg vi i land efter et par mils flodsejlads. Vi var nu kommet til et fremmed
land over 70 mil fra vor hjemstavn. En rejse havde jeg altid haft lyst til, men ej på
denne måde, og hvor meget det end kunne interessere at rejse, så følte jeg dog en
modbydelighed for at rejse på denne måde, hvor man skulle under så stærk bevogt-
ning, og hvor der kun gives så ringe lejlighed til nøjere at betragte de mange mærk-
værdigheder, som alt imellem kunne forekomme.
Vi marcherede nu igennem den ovenmeldte flække eller fæstning, og uden for
samme modtog os en dejlig, grøn og frugtbar eng på den ene side, og på den anden
side af vejen var dels store bakker, bevokset med birk, bøg og nåleskov, og dels store
ufrugtbare sletter og bakker, bevokset med lyng, og alt imellem bakkerne var flyve-
sandssletter, som gav landet et meget uhyggeligt udseende, og som ved siden af de
frugtbare enge og dyrkede agre, der for største delen var besået med rug, udgjorde
en besynderlig afveksling imellem det uhyggelige og det skønne. På den nordre side
af vejen, som var den dyrkede side, lå i nogen afstand fra vejen nogle landsbyer, som
i frastand så ud som en lille skov eller plantage. Det så meget behageligt ud over de
bølgende rugmarker, og i baggrunden vedblev spirene i Hamborg over de blå høje på
den anden side Elben bestandig at fængsle vort øje; thi det var endnu genskinnet af
vort kære fædreland, som man nødig ville forlade, og allermindst på den måde; thi
det er dog så traurigt, når man tænker sig at være bleven fangen i vort fædreland og
derpå således at drives til et fremmed land blandt fremmede folk. Men den gode be-
handling, som vi bestandig nød, forjog de mørke tanker, og det fremmede, som viste
sig bestandig, bragte os i munter stemning.
Vi marcherede en strækning af 3 tyske mil til en flække, som hed Buxtehude, hvor
vi blev indkvarteret på et stort garveri, hvor der var dækket bord for os, og hvor vi
nød et godt mål tid ærter og flæsk, og øl fik vi, så meget vi kunne drikke; men natte-
lejet var naturligvis ikke så behageligt for så mange mennesker.
Søndag den 28. maj gik vi videre, og her var lidt mere frugtbare jorde på de fleste
steder, og store flader af enge og dyrkede jorde lå i stor udstrækning for øjet. Ad-
skillige skove og landsbyer passerede vi, og vi tænkte os nu tilbage til det kære Sjæl-
land og Maifesten i Egebæksvang (ved Helsingør), som adskillige af os bivånede for
et år siden og den gang ikke drømte om, at man om et år skulle komme til at vandre
i fangenskab i et fremmed land.
Vi passerede en flække, som hed Honneburg, og da vi kom igennem byen og ud på
bakkerne, begyndte vi at kunne se masterne af nogle orlogsskibe og et dampskib, som
bugserede et af dem op i floden. Vi formodede, at det var vore orlogsskibe, og vi
glædede os i tanken om, hvor fornøjeligt det ville være for os, om de sendte folk i
land til vor befrielse, og det lod også til, at vore førere frygtede for det samme; thi
vi havde stærk vagt om os og en kommando på flere hundrede mand forude. Vore
øjne var bestandig hæftede på skibene, hvis takkelage knejsede stolt over de grønne

I I