Page 10 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

kommen for os, da vi den sidste halve snes dage ikke havde været af klæderne. Vi sov
godt.
Den 16. om middagen lød hornet til appel. Vi marcherede 2 mil ad vejen til Hu-
sum til en by, som hed Silversted og lå på feltvagt et døgn, hvorpå et kompagni små
Nielser kom og afløste os, og vi marcherede tilbage til Slesvig og blev alle ordentlig
indkvarteret. Den 18. april lå vi stille; vi udhvilede nu et par dage og havde en yp-
perlig seng, for resten morede vi os godt om dagen.
Den 1g. april om morgenen kl. 7 blæste generalmarchen, og vi måtte rykke ud og
troede, at vi skulle i færd med fjenden; men den gang traf vi ingen, og vi drog os
rolig tilbage igen. Skærtorsdag var alting rolig; men langfredag måtte vi ud igen, da
nogle fjender havde ladet sig se i nærheden. Vi marcherede 3 mil op mod Rendsborg
men uden at støde på nogen, hvorpå vi drog hjem igen, både trætte og forsultne. Da
vi kom i vort kvarter, fik vi et styrkende måltid, og derpå gik vi til ro. Løverdag den
22. var alting rolig igen. Om aftenen var vi til appel og blev tilsagt til at møde om
morgenen kl. 6 for at trække på feltvagt.
Det var påskemorgen. Vi marcherede ad vejen mod Rendsborg. En mil fra Rends-
borg var feltvagten. Så snart vi nåede vagten og begyndte at udstille poster, kunne vi
se fjenden komme stormende, og vi måtte trække os tilbage mod Slesvig. Undervejs
spillede kanonkuglerne lystigt om ørerne på os, og kavaleriet sprængte efter os alt
hvad hestene kunne trække ud; men ubeskadigede nåede vi dog Dannevirke. Kun en
dragonhest blev skudt; men karlen løb med os til Dannevirke. Det var besat af 3
jægerkorps og nogle af bataillonerne, og der udsatte vi en kæde på volden, og nu
begyndte en blodig træfning. Prøjserne marcherede frem med så overlegen en styrke,
og nu spillede de fjendtlige kugler i tusindtal om ørerne på os, og der begyndte en
hårdnakket kamp; men overmagten var for stor til, at vi kunne modstå den, og efter
en god times fægtning måtte vore tropper trække sig tilbage og ind i en lille landsby,
som hed Bustorp. Prøjserne trængte frem, som om de voksede op af jorden. Vi for-
merede en lille flanke op bag en grøft. Her faldt vor kaptajn og en del af mandskabet.
Vi drog gennem byen og besatte et gærde med tjørnehække på; men nu begyndte der
en hårdnakket kamp. I 3 timer holdt vi under en stærk kugleregn dette gærde, hvor
vi så mange af vore brave kammerater segne i deres blod; men der blev vist sendt
mange flere af vore fjender til storarmeen hinsides; thi vore modtog fjenden meget
koldblodig og sigtede godt. Fjenden havde besat huse og gårde og skød ud af vin-
duer og døre. Vi skød med brand raketter, og nu var det en lyst at se, hvorledes ilden
i hast lagde 3 bøndergårde i aske, og endnu mere lystigt at se, hvorledes fjenderne
flygtede ud af de brændende huse. Her måtte vore fjender tilstå, at de danske jægere
fægtede tappert.
Men denne var ikke den hårdeste kamp, vi havde. Efter at vi næsten var omringet,
måtte vi retirere derfra og igennem Slesvig eller Frederiksberg, hvor vi først rigtig så,
hvorledes folket var sindet imod os; thi borgerne skød ud af vinduerne og kastede
stene og økser efter os.
Derpå drog vi os ud vesten for byen og slottet Gottorp, hvor vi besatte en lille skov
eller et lille krat, og der var den hårdeste fægtning den dag; thi skønt vi fægtede mod
så overlegen en styrke, så trængte vi dog fjenden tilbage. Men snart vendte de for-

8