Page 12 - Årsskrift 1966 fra Historisk Forening Værløse

med ham igen!" Manden måtte nu virkelig gå til præsten; dog ved man ikke, hvad
der virkelig er passeret. Siden blev han ikke mere fulgt hjem; men hestene var altid
så urolige, loges og bedes og gjorde en støj natten igennem som aldrig før. Ende-
lig blev den ene, den allerbedste, så gal, at de måtte tage ham fra de andre og sætte
ham i et hus for sig selv. Ingen af dem kunne mere komme ham nær. Ikke engang
ovenpå stænget, hvor han stod, kunne man komme, og han næsten hverken åd eller
drak. Til sidst måtte de have folk til at hjælpe dem med at slå ham ihjel. Han var
kuns kind og ben, og ingen skulle tro, at han kunne have rejst sig selv, og dog
måtte de med liner snære ham, da han kom udenfor med manges hjælp. Det blev
enden på den historie; men alle troede, at det var en ond ånd, der havde fulgt man-
den og var faret i hesten.

Niels Johansen ønskede, hvis Svend Grundtvig nogensinde udgav hans sagnop-
tegnelse (hvad aldrig skete), at han ikke måtte nævne Værløse by og Jens Jørgen-
sens faders navn. Nu over eet hundrede år senere, bør vi næppe ængstes for Niels
Johansens i hans egen samtid naturlige betænkeligheder.
Jens Jørgensens forældre nævnes dog ikke i folketællingslisten 1845, hvor deres
søn bor i sin svigerfader, Anders Jensens gård, og de må, ligesom Niels Johansen
selv, være flyttet bort fra Værløse sogn, for de nævnes ikke i senere folketællings-
lister eller som døde i Værløse kirkebøger. Præsten, som den gamle måtte henvende
sig til for at blive den ubehagelige natlige ledsager kvit, er formentlig pastor Ras-
mus Aagaard, der var præst i Farum og Værløse efter Henrik Kampmann i årene
1827-57.

Vi går nu over til et Værløse-sagn, ikke optegnet af Niels Johansen, men af høj-
skolelærer Peter Lauritsen Juhl i 1867, (se min grundtvigske sagnudgave II s. 238),
og meddelt af en desværre unævnt højskoleelev fra Værløse, tidligere trykt i Danske
Sagn VI nr. 104, som jeg anfører som det femte Værløse-sagn.

Nr. 5. Manden med Cyprianus.

Jeg erindrer, at min fader i min tidligste barndom har fortalt, at i min fødeby,
Kirke Værløse, levede for omtrent hundrede år siden en mand, som havde Cypri-
anus, og han læste så flittigt i den, så han fuldkommen sluttede pagt med "den
Onde".
Engang havde denne mand solgt et læs korn til Helsingør. Da nu kornet blev
målt, ville det ikke ligge stille, men blev ved at rejse enden i vejret. Da købman-
den nu så det, sagde han til bonden: "Jeg ser nok, at det er galt fat med Dig; men
den, som laver dette med tønden, må Du skille Dig af med jo før jo heller, og jeg
skal sige Dig råd: Når Du kommer hjem, skal Du henvende Dig til en mand, som
er fri for hor, mord og tyveri, og ham skal Du bede om at hjælpe Dig fri for Fan-
den; men han må love Dig aldrig siden at tale derom til noget menneske. Og så
skal Du henvende Dig til en pige, som kan sige sig aldeles fri for nogen mands-

10