Page 8 - Årsskrift 1966 fra Historisk Forening Værløse

Folkesagn fra Værløse sogn

Ved Hans Elle kilde
Fra mange danske sogne kender vi folke agn, optegnet i det rSde, undertiden alle-
rede i det 17de århundrede, i de såkaldte præ teindberetninger, hovedkilder for stor-
værker som Peder Resens Atlas Danicu o. 1681, Erik Pontoppidans Danske Atlas
o. 1760 eller Hans de Hofmans i topografi k og personalhistorisk henseende så un-
derfulde Danske Fundationer fra samme eller lidt ældre tid.
Fra Værløse sogn synes desværre ingen præsteindberetninger med sagnstof af den
ene eller den anden art at være kendt, og heller ikke Farum og Værløses højt ansete
præst, Henrik Kampmann, præst her 1799-1828, synes at have skrevet præsteindbe-
retning til det i 1807 oprettede Oldnordisk Mu eum, som så mange af hans stands-
fæller i landets forskellige sogne. Det er dog ikke helt udelukket, at Kampmann kan
være hjemmelsmand for de to ældste sagnoptegnelser, vi foreløbig kender fra Værløse
sogn: Luciehøj i Thieles Danske Folkesagn 1819 II s. 27-28 og Gjengangeren i Thie-
les Danske Folkesagn 1820 s. 27. Sagen er nemlig den, at den kendte sagnsamler, Just
Mathias Thiele (1795-1874), sandsynligvis har brændt hele sit sagnstof i stedet for,
som det var en selvfølge, at give det i arv til en offentlig institution, ationalmusect
eller Det kongelige Bibliotek, således som hans efterfølgere, Svend Grundtvig, Evald
Tang Kristensen osv. osv. Tilmed er hans oplysninger om de enkelte sagns samtidige
hjemmelsmænd meningsløst ufuldkomne, så det er næsten umuligt at vide, om Thiele
selv, hvad der særdeles vel kan være tilfældet, har optegnet disse to Værløse-sagn
efter unævnte meddelere, eller som lige antydet muligvis skulle være optegnet af pa-
stor Kampmann i Farum, der formentlig er hjemmelsmand til det kendte sagn om
kirkeklokken i Farum, som dog ikke findes hos Thiele.
Jeg anfører de to sagn i deres helhed, men med lempet retskrivning og tegnsæt-
nmg.

Nr. I. Luciehøj.

Der er i Frederiksdals skov på højre side af vejen, når man drager mod Kolle-
kolle, en høj, tæt begroet med træer, og kaldes samme høj Luciehøj. Det er ikke
godt at gå der ved aftenstid; thi stundom hører man det ynkeligen græde i højen,
som om det var et lidet barn.
Så fortælles der desangående en gruelig tildragelse, at en prinsesse, Lucie kaldet,
sad der på en sten og skar halsen over på sit barn, det hun havde født i dølgsmål.
Endnu vises der den sten, på hvilken hun sad, og siges det, at den blev blød ved
en slig ugerning, så man kan se en fordybning der, hvor hun havde siddet.

Sagnet om Luciehøj er omredigeret, men ikke indholdsmæssigt ændret, i Thieles
systematisk ordnede yngre sagnsamling: Danske Folkesagn 1843 II s. 129-130 un-

6