Page 18 - Årsskrift 1987 fra Historisk Forening Værløse

man træ og brændsel, og der var på dette og papirmasse, og der var travlt i skovene.
tidspunkt alt for få professionelle skovar-
bejdere til at dække behovet. Og hvad
gjorde man så? Man indkaldte soldater til
skovarbejde. Københavns kommune Besættelsestiden.
sendte arbejdsløse sporvejsfolk, lygtetæn- Den 9. april 1940 kender vi alle, og jeg
dere, skræddere, skomagere og andre ar- gider ikke at skrive om nazisternes uhyg-
bejdere på skovarbejde i Hareskoven. gelige svinestreger den dag. Jeg vil holde
Det har nok ikke moret disse mennesker mig til, hvad der skete i skovene i besættel-
at komme på dette hårde job. De fik de sestiden. Skovhus, som vi kom til at bo i,
erfarne skovarbejdere med, som filede de- lå godt gemt midt inde i skoven. Vi havde
res save og gav dem nogle fiduser vedrø- ikke indlagt lys og vand. Lyset klarede vi
rende dette slid. med nogle fine petroleumslamper, vi
I 1926 blev godsejer og venstremand havde lånt, men efterhånden som ratione-
Madsen-Mygdal statsminister i Danmark. ringen strammedes, fik vi næsten ingen
Han nedskar fra den ene uge til den anden petroleum, og vi gik over til at anvende
små tjenestemænds og arbejderes løn me- karbidlamper, der lyste godt, men var be-
get groft. I skoven blev vore lønninger sværlige. Vi havde en brønd ude i skoven,
omtrent halveret. Sølv- og guldsnorenes der var 40 m dyb. Det var et vældigt slæb
løn rørte han ikke ved, for der havde han at pumpe vand op fra den dybde. Wc
muligvis meningsfæller. havde vi i en tilhørende staldbygning. Og
Han fik lov til at plage os til 1929, da ca. 3 km til nærmeste handlende i Værløse.
han ved et valg mistede jordforbindeIsen For min kone, der var københavner, var
til fordel for Stauning. det ikke lige sagen.
Uheldigvis løb Stauning lige ind i 30- Vi havde en lille datter i 1940, så en af
ernes depression, hvor en trediedel af lan- os var nødt til at være hjemme. En aften
dets befolkning gik arbejdsløse, og hvor cyklede min kone til Værløse. For at nå
selv bønderne fik krisehjælp. Fiskebækvejen skulle vi igennem 400m
Hvis i dette land nogle skulle tro, at vi skov, men inden hun denne aften nåede
har krise i 80-erne, så lad os flytte dem vejen, der førte til Værløse, løb en tysk
tilbage til 1930-31-32, så ville de opdage, soldat efter hende. Han råbte og skreg en
hvad en krise er. hel masse, men hun kørte fra ham og blev
Jeg kom ind og springe soldat i 1930 og så bange, at hun kørte en anden vej hjem.
blev der, til det værste var overstået. Dajeg Siden var hun ikke særlig glad for at køre
kom hjem i 1932, meldte jeg mig i DA.F. alene.
og blev der i nogle år. Jeg arbejdede som En ting manglede vi aldrig, og det var
løsarbejder i skoven i vinterhalvåret en tid. varme. Når man dengang læste i aviserne,
Om sommeren var jeg på flyvepladsen i at folk landet over måtte gå i seng med alt
Kirke Værløse. I 1938 blev jeg skovløber tøjet på for at læse dagens avis eller høre
med bopæl i Skovhus i Nørreskoven. den engelske radio i de 3 fimbulvintre
Samme år blev ferieloven vedtaget. Der 1940-41-42, så havde vi det godt.
var så småt lys forude. Det troede vi da. I Vi havde nogle gode venner i Værløse,
skoven gik det ellers godt. Junckers sav- hos dem købte vi mælk ved stalddøren og
værk i Køge var forlængst kommet i gang, af og til en gris.
og værket aftog en masse træ til sveller. De Vi havde selv høns, så vi klarede os fint.
var forlængst begyndt at lave bøgeparket Det værste var rationeringen af arbejdstøj.

16