Page 15 - Årsskrift 1987 fra Historisk Forening Værløse

bred.
Skovens betaling for udført arbejde
dengang var meget ringe. Det var skovri-
derkontoret og skovfogederne, der be-
stemte priserne, og for dem gjaldt det om
at møde frem med så lave priser og regn-
skaber som muligt.
år de gamle fortalte om deres tid i
skoven, var det mærkeligt nok altid med en
vis stolthed. De berettede om dyster, de
havde taget med skovridere og skovfoge- Billedet er fra Nørreskov 1941, og taget af e1l
ukendt fotograf Det er undertegnede til højre og
der om prisen dengang. Da jeg blev ansat Adolf fergensen Farum til venstre.
i Nørreskov i 1938 og gik i skoven pas-
sende mit, kom fra Værløse af og til viktu-
aliehandler Christensen forbi. Når det brødet". Så traskede han videre, og de to
skete, fik vi os sommetider en sludder, og gamle sad og så beskæmmet efter ham.
det drejede sig næsten altid om skovene i Skovfogeder følte sig som konger den-
gamle dage. gang, og kan på ingen måde sammenlignes
Hans far havde været skovarbejder i med de flinke mennesker, der har disse
Ganløseskovene i sidste halvdel af forrige hverv i vore dage. Viktualiehandler Chri-
århundrede, og hans makker hed vist nok stensen, der for mange år siden fortalte
iels Eriksen. En dag havde alle skovar- mig denne historie, er sammen med de
bejderne her holdt en slags generalforsam- øvrige nævnte i krøniken forlængst døde
ling omkring et bål. Her vedtoges det, at og borte, men noget i samme retning fore-
man skulle sende en lille deputation til gik i alle landets skove. Skovarbejderne
skovriderkontoret og anmode om lidt løn- havde ingen til at varetage deres inter-
forhøjelse, så man i det mindste kunne esser, og fagforeningen kom først til i 1909,
tjene 1 kr. om dagen. Skovarbejderne, der og den fik ingen større betydning for skov-
deltog i denne generalforsamling, havde arbejderne før langt senere.
næsten alle store familier, der skulle for-
sørges, og deputationen blev sendt afsted.
Deres anmodning blev afvist, og de blev
nærmest smidt ud af kontoret. Sankekort.
Dagen efter sad Christensens far og Ni-
els Eriksen på en træstamme og spiste de- Langt tilbage i tiden og helt frem til 2.
res medbragte mad. Læ- og spiseskure verdenskrigs ophør kunne kvinder i Vær-
fandtes ikke dengang. Så kom deres skov- løse og andre kommuner, der lå i nærhe-
foged trækkende med sin cykel gennem den af skoven, når visse betingelser var til
sneen, han hed forøvrigt Poulsen. stede, af skovvæsenet få udstedt et skov-
Han trak lige hen til dem og uden at kort, der en bestemt dag om ugen gav ret
hilse eller sige velbekomme, bukkede han til at samle brænde i skoven og transpor-
sig ned og ragede det øverste af deres mad- tere det hjem.
papir tilside, så han kunne se deres mad, De bar det altid bundet på tværs af ryg-
og så sagde han til dem: "I skulle skamme gen.Jeg fik aldrig opklaret, om det var en
jer for at rende til skovrideren og tigge om bestemmelse, eller om kvinderne dengang
mere i løn, så længe I har sul med på ikke havde råd til en trækvogn.

13