Page 25 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

De to hvide skikkelser.

En meget interessant historie er den om spøgelserne på Værløsegård. Der var to
hvide damer, som ved midnatstid startede deres vandring i det sydøstlige hjørne i
haven. Så vandrede de to hvide skikkelser rundt fra midnat til kl. l, for så at for-
svinde i det samme lille krat, de kom fra. Jeg husker som barn min rædsel for dette
lille buskads, hvorfra de kom, men så dem heldigvis aldrig.
Da landevejen forbi Værløsegård blev udvidet, gravede man et stykke af buskadset
bort, og her fandt man et par hovedskaller. Man mente, at en regulær undersøgelse
og udgravning ville frembringe skeletterne; der forelå måske en gammel forbrydelse.
Man mente, at de døde først fik ro i graven, når deres jordiske rester blev lagt til
hvile i indviet jord; men nogen undersøgelse blev ikke foretaget.
Jeg har imidlertid selvoplevet noget sært i denne del af haven, som jeg med fare
for at blive kaldt hysterisk, skal gengive ganske nøje.
Det var kl. 4 om eftermiddagen en kold, skummel dag sidst i oktober. Mine for-
ældre var med deres egen vogn i København, og jeg ventede dem hjem kl. 4. Hvor-
dan det nu var gået til, husker jeg ikke så nøje; men jeg var alene på gården. Pigerne
var gået bort, og de andre var hver for sig fraværende, og jeg sad altså alene i daglig-
stuen. Jeg følte mig pludselig ene og ængstelig, men tænkte ikke på spøgeri eller
lignende. Far og mor ville jo snart komme. Jeg satte mig i vinduet, hvorfra jeg kunne
overse haven og landevejen ned til det sydøstlige hjørne med det sære rygte.
Nu så jeg pludselig mine forældres vogn komme kørende med min far på bukken.
Jeg så hesten og vognen og alle detaljer. Kun een ting forbavsede mig. Hvorfor var
de iført deres gamle tøj, gamle hatte og overtøj, og ikke det pæne, nye tøj, som ellers
var københavnstøj? Det begreb jeg ikke. Det skulle jeg dog spørge dem om, når de
om lidt kom kørende ind i gården. Jeg besluttede mig til at løbe ud på gårdsplads og
landevej for at modtage dem; men der var ingen vogn, ingen forældre, ikke en vogn
og ikke et menneske, så langt jeg kunne se til alle sider.
Jeg stod aldeles lammet og gik så ind, uhyggelig til mode. Kl. 7 kom mine forældre
hjem, iført deres bedste tøj; der var intet hændt dem.
Jeg har ofte spekuleret over, hvordan jeg kunne have denne sære hallucination, og
hvorfor jeg skulle have den; men et svar har jeg aldrig kunnet give mig selv. Det stod
for mig senere, som om der hvilede en egen uhygge over dette hjørne af haven, og
som om en eller anden forbrydelse havde ligesom efterladt sære, uforklarlige fæno-
mener, der på bestemte tider eller i bestemte belysninger tog form efter de personer
eller de forhold, som fandtes i vor hjerne i forvejen. Hos mig tog angsten og længslen
form af et par elskede forældre, som jeg bestemt ventede hjem kl. 4.

Ebba Tramp-Launsby: Fra det gamle Værløse. Hareskov-Værløse Avis. 7.okt. 1960.
Der er kommet så mange breve og hilsner fra det gamle Værløse til mig ...
. . . Men det interessanteste brev kom fra en ældre dame på Hareskovhvile. Det var
et helt stykke egnskrønike, som jeg siger så mange tak for. Det gav nemlig god rede
på de spøgelser på Værløsegård, som jeg ikke personlig har fået tag på.