Page 24 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

Kniplingskræmmeren.

Vor egn havde mange spøgelseshistorier. Nu ville jeg være svært tilfreds, hvis jeg
kunne berette, at jeg personlig havde mødt en eller flere af disse gengangere; men
min samvittighed ville få et ubodeligt knæk ved at fremsætte en sådan påstand.
Jeg skal nu berette en spøgelseshistorie, som altid har betaget mig for sit sandsyn-
lige og udførlige præg.
Det må have været først i r8oo-tallet, at en slesvigsk kniplingskræmmer ankom en
aften til LI. Værløse kro med sin kramkiste på nakken og en velspækket tegnebog j
lommen. Han ville overnatte i kroen, og siden har ingen hørt eller set ham.
Rygtet tog fart. Han var blevet myrdet af kromanden og hans kone, sagde folk.
Familien i Slesvig meldte sagen til øvrigheden, og en vistnok meget lemfældig under-
søgelse blev sat i gang; men man kunne ingen beviser fremskaffe, da kroens karl og
pige forsvandt samtidig.
Kromanden havde siddet dårligt i det, og alle havde ventet en fallit; men nu
lod det til, at han kunne klare alt. Skønt hverken han eller konen øste penge ud, så
var der dog kommet penge til huse, mente man.
Men værst var det dog, at nu begyndte det at spøge omkring kroen. Nat efter nat
så troværdige folk en mørk skikkelse komme vandrende nede fra det, der nu kaldes
"Meyers skov" ved Søndersø. Den gik op til kroen, dunkede på ruden til den lille
gæstestue; men kom nogen ud, var den forsvunden.
Folkesnakken, som jeg endnu husker fra min barndom, lød: Den myrdede kræm-
mer er begravet nede ved søen; han kan ikke finde fred i graven, da han ikke ligger
i indviet jord.
Men folkesnakken kunne også berette, at nogle skovhuggere havde fundet et skelet
i eller ved "Meyers skov", og da det blev lagt i en kiste og begravet på Værløse kirke-
gård, viste genfærdet sig ikke mere.

Spøgelset uden krop.

Et andet spøgelse var det, der ifølge overtroen vandrede hver nat mellem LI. Vær-
løse og Kr. Værløse. Det var et spøgelse, der vistnok var noget enestående i Dan-
mark. Det havde nemlig ingen krop. Det havde et par gamle, brede træsko med jern-
kramper, der gik af sig selv, en gammel vadmelsklædning, en byrde brænde på ryggen
::>gen gammel, fritsvævende bulehat. - - Men ingen krop!
Det var rædslernes rædsel at møde denne absolut ulegemlige personlighed og høre
dens tunge traven: Trak, - trak! op til Kr. Værløse, hvor vandringen endte k!. 1.
Desværre har jeg aldrig talt med et pålideligt øjenvidne til disse sære tilskikkelser;
men jeg har ofte talt med min hjerteveninde Maren Hansen (nu fru Christensen) i
Bråderne om spøgeri. Hvad gjorde man, hvis man skulle møde f. eks. denne sære tre-
foldighed med træsko, brænde og hat?
Maren sagde, at man skulle sige: I Jesu navn, vig bort!

22