Page 28 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

I 1833 skrev han digtet "Kirkeklokken i Farum", efter at have fået fortalt begiven-
heden, som virkelig har fundet sted.
Mens præsten sad i sit studerekammer og skrev sin prædiken, syntes han, at han
hørte en mærkelig lyd fra kirkeklokken. Han gik over i kirken og råbte bøst, om der
var nogen derinde. En dreng kommer ned ad tårn trappen og møder præsten, der
spørger ham, hvad han har i den hånd, han krampagtigt holder på ryggen.
Drengen begyndte at græde og fortalte, at hans søster var syg, og at han havde hørt,
at hvis hun blot fik lidt rust af kirkeklokken, skrabet af i midnatstimen og lagt på det
syge sted, så ville hun blive rask.
En mildhed bredte sig over præstens ansigt; han klappede drengen på hovedet og
sagde: u går vi begge hjem til din søster og prøver på at få hende rask. Søsteren
kom sig.
Det er selvfølgelig meningen, at kirkens indviede ejendom, efter at have været vel-
signet gang på gang, besad en lægende kraft.

I Farumvejgårds have i Stavnsholt findes en sten, som en pige i sit hår har båret
et bestemt stykke vej.
Hun havde bedt om nåde hos kongen for sin far, som var dømt til døden. Hun bar
i sit yppige hår den tunge sten, som forlangt, og faderen blev frikendt.
Det er en sten på små hundrede kilo.

I en kronik i Frederiksborg Amts Avis, 4/r 1969, om særprægede Farum-præster
fortæller forfatteren, møbelsnedkermester S. Borella-Hansen fra Hillerød, følgende
om "Kirkeklokken i Farum", som vi gengiver her med forfatterens og avisens til-
ladelse .
. . . Men det der måske allermest har formået at skabe et poesiens trylleskær over
Farums navn er nok C. J. Boyes berømte digt "Kirkeklokken i Farum", der beretter
om den lille dreng, der for at gøre sin lille, syge søster rask, gik op i kirketårnet julenat
for at skrabe den helsebringende rust af kirkeklokken.
Der berettes i digtet om, hvordan præsten i den stille nattetime hørte den sæl-
somme lyd fra kirketårnet:

"Ej var det stærke hammerslag han hørte,
ej stormen, som i klokkerebet drog.
Det var, som om et varsomt jern berørte
klangfulde malm - _"

Han begiver sig op i tårnet for at få rede på, hvad det er, der foregår:
"For nattens ånder han frygted ej
Thi han var vis - _"

Han finder så den lille, skrækslagne dreng i færd med at skrabe på klokken.
Digtet skal være baseret på en virkelig begivenhed, som findes beskrevet i to versio-
ner, og digteren har behandlet dem begge temmelig frit.