Page 29 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

Det er pastor Kam pmann (død 1828), der er hovedmanden i digtet; men i virke-
ligheden var det slet ikke præsten, men digteren Edward Storm, der tog mod til sig og
gik op i tårnet.
Sammen med præsten passerede han en nat kirken og hørte da den underlige lyd.
Han foreslog præsten, at de sammen skulle gå derop og se, hvad det var der spøgte;
men præsten undslog sig, hvorefter Storm alene entrede stigerne til rummet i tårnet,
hvor klokkerne hang.
Her traf han en mand, som navngav sig som Søren Jørgensen fra Staunsholt Mark.
Manden forklarede, at han havde hørt, at rust fra en kirkeklokke skulle have hel-
bredende kraft, når den var skrabet af ved midnatstid, og nu ville han prøve, om han
ad denne vej kunne kurere en syg søster.
Ifølge den a?den beretning er Storm og præsten på vej hjem fra Farumgård jule-
nat. Det var blevet sent, for der var blevet spillet kort til hen mod de små timer. Da
de nærmede sig kirken, hørte de den sære lyd fra tårnet; men heller ikke her ville
præsten slå følge, hvorfor Storm - ikke uden hjertebanken - alene begav sig op ad de
stejle stiger. Da han en tid lang intet havde hørt, råbte han: "Er her nogen?" Da
mærkede han noget bevæge sig henne under den store klokke, og nu udbrød han igen:
"Hvem der?", og så tilføjede han en gammel norsk besværgelse: "Est du et menneske
så sig. Est du en djævel, så vig" -.
Da lød det til svar: "Det er mig, Peter fra gadekæret". Så fik Storm da trukket
synderen frem, og medens de fulgtes ad hen over kirkegården, fik han en forklaring
af den r z-årige dreng, at han hjemme havde en lille søster, der led af "koldfeber".
Hans mor havde fået det råd af den gamle kagemand Hans Panser, som blev anset
for at være uhyre klog, at give datteren kildevand at drikke med rust fra en kirke-
klokke; men det skulle være skrabet af ved midnat før julemorgen! Så havde Peter
i den dødeligste angst vovet forsøget for at hjælpe søsteren.
Hvilken af de to beretninger, der er den rigtige, ved man ikke; men man har på
forhånd villet kassere den sidste, fordi man anså det for utænkeligt, at præsten gik i
byen for at spille kort juleaften.
Men pastor Kampmann var ungkarl, og det er derfor ikke helt umuligt, at han og
hans gæst Edward Storm har taget imod en invitation fra Farumgård til at tilbringe
juleaften der, og at man oven på gåsen og risengrøden har fordrevet tiden med et
slag kort.
Enten det ene eller det andet er det rigtige, så har begivenheden i hvert fald inspi-
reret Boye til at skrive det digt, der i så høj grad har medvirket til Farums berøm-
melse ...

Klavs Nar og kong Valdemar.

En gang, da kong Valdemar var i særligt godt lune, sagde han til sin hofnar, Klavs,
at han skulle få en af de danske øer som len, fordi han havde moret kongen så godt.
Imidlertid var kongen glemsom, og Klavs måtte stadig prikke ham i siden for at
minde ham om lønnen. Klavs havde håbet på en af de større øer, som Lolland,
Falster eller Møen, og blev derfor skuffet, da han fik en holm i Farum sø.