Page 22 - Årsskrift 1968 fra Historisk Forening Værløse

ste, hvor Tykkemose lå; men det vidste ingen, før jeg talte med en ældre kone.
Jo, det var rigtigt nok; det er jo der, det spøger.
Mosen ligger mellem Kristianshøj og Lundsgårds marker, og ved at forhøre mig
om spøgeriet, fik jeg at vide, at det var lygtemænd, der hoppede rundt derude.
Jeg kiggede i et leksikon for at se, hvad lygtemænd var. Der stod at læse, at det var
indbildning: Der er overhovedet aldrig af videnskabsmænd konstateret lys. Lygte-
mænd benævnes således, fordi de ligesom minder om en mand med en lygte, der
springer fra tue til tue.
Denne forklaring vil jeg dog ikke lade mig nøje med, idet jeg mener, at det har
en ganske naturlig årsag:
Lysene er gasarter, kloakgas (metan), der igen udskiller noget fosfor, der er selv-
lysende. Sumpe udskiller kloakgas.

Sagn og overtro angående dysser og høje.

Fra højen (langdyssen) i Præsteskoven berettes følgende: Da de gravede i lang-
dyssen, skete det, at i alt 3 arbejdere og skovløbere døde af sygdom, som de havde
pådraget sig, da de nåede ned i gravkammeret.
Antagelig må der være nogle, der ikke døde; thi den ene grav s sten er alle borte,
de fleste vogterstene og overliggeren over det gravrum, der endnu står tilbage, lige-
ledes.
Mange har sikkert lagt mærke til, at der i nordsiden af højen på Lundsgårds mark
findes en fordybning. Det er et hul efter flere læs jord, som er fjernet. Der siges, at
da man begyndte at fjerne jord fra højen, blev gårdens køer syge. Dagen efter døde
en af de heste, der havde været forspændt ved jordkørslen. Bondemanden var nu
klar over, at det var de underjordiske, der havde hævnet sig.
Sådan en storhøj er nemlig i folketroen bopæl for trolde og vætter, og ikke så få
høje kaldes troldhøje.
Da man gravede i en høj bag gI. Skovhavegård, var der ikke til at være i huset.
Døre og vinduer sprang op, og klinkefaldene klaprede. Et gravkammer sagdes at være
brugt til kartoffelkælder, og der skal også være fundet et kranium på stedet.
Da man holdt op med at grave var der ikke mere i vejen; spøgeriet holdt op.
Den frygt, man lærer af disse høj- og dyssesagn. må vi i dag være glade for; thi
den har i virkeligheden sparet mange høje og dysser til vore dage.
Efter lov af 1936 er alle jordfaste mindesmærker fredede. Frygten kender jeg selv
lidt til fra min barndom i Alsted ved Ringsted, idet min mor stopfodrede os med hi-
storier om, hvor galt det ville gå, hvis vi generede højenes beboere. Vi skulle frem for
alt forholde os rolige og ikke råbe eller støje, når vi gik hen til højene. Der lå tre på
en mark ved siden af mit barndomshjem.
Imidlertid havde jeg en yngre broder, som var meget modig. Han råbte sommetider
Hej, så det skingrede, og så f6r vi hjemad uden at få tid til at se os tilbage, og først
når vi kom inden for havelågen, turde vi trække vejret og se os tilbage.
Disse tre høje er nu fjernede.

20