Page 12 - Årsskrift 1971 fra Historisk Forening Værløse

hvad hun kunne fortælle om huset og "Maren Vævers", om de gilder med dans og
druk, der samledes i dette hus af udlændinge og danske teglværksfolk fra Skatholm -
udlændinge - franske og tyske fra Uld- og Klædefabrikken i Jonstrup. Min morfar
har senere fortalt mig, at Maren holdt smugkro, hvor der samledes alt rakkerpak
og også ordentlige mennesker. Huset var af meget stort format. I forhold til datidens
huse var det en hel lille gård. Foruden huset, der var bygget i en vinkel, var der på
den anden side af vejen en bygning med lo, lade, tørve- og brændselsrum, og også -
fint sagt: Lokum. - altså indendørs. Indendørs hjerterum var jo sjældent dengang.
Vejen var altså hovedvej, højst 4 m bred. Bag lo og lade var der hønsehus og
grisehus. Til huset hørte et par tønder land agerjord. Efter at mor og far flyttede
op til Granly - blot et lille stykke op ad bakken - Granly var nr. 2 hus, når man
kom fra Jonstrup - kom jeg ofte ned hos "Karen Hjulmand".
Karen strikkede mig altid bælgvanter og strømper. Hun havde også en rok. Karen
havde to manglebrætter og det mest spændende: En samling af gamle mønter, som
hun selv havde fundet, - men hvor? Jeg ved det ikke. - Jeg var dengang 8-g år.
Vi går lige over til smedens Niels og Dorthea. Jeg husker tydeligt moderen, Chri-
stiane; en ganske lille, uanselig kone. Hun bar altid en hættekyse, broderet med
gylden kant. Jeg kom meget over i smedien hos Niels - han hamrede og bankede, så
gnisterne slog omkring ham. Jeg fik lov at trække blæsebælgen, fik lov at hjælpe
ham ved ambolten, når der skulle holdes ved en eller anden stor ting.
Der var det mærkelige ved Niels, at når han troede sig helt alene, snakkede han
tydeligt og højt; men det mærkelige var, at han diskuterede med andre mennesker,
som slet ikke var til stede. Han kunne skælde dem ud; han kunne også sige: "Nåe,
ja, det har du sgu ret i, Laurits". Somme tider var der også tre personer - altså som
slet ikke var til stede.
Jeg stod mange gange usynlig for ham - ikke for at lure - men blot for ikke at
forstyrre ham i hans teater - så pludselig så han mig, standsede sit arbejde og sagde:
Godaw, min dreng! Er det ikke lidt sent, du kommer? Så tog han 35 øre op af penge-
posen - og jeg kendte vejen: En flaske i hånden og over til "Adriannen", det var
købmanden, - en halv flaske rom til Niels, og 2 - eller somme tider en 5-øre som
belønning til mig selv, - og så smedede vi videre. Dorthea så intet af dette; men
hun vidste det godt. Dorthea, der var sypige, kom i alle hjem. Hun syede både for
almindelig borger og bonde; for mig syede hun skoletøj - for min mor havde ikke
tid - målebånd og sikkerhedsnål klemt i mundvigen - jo, jeg var en fin dreng i
skoletøj.
Smedens Niels kunne andet end at være smed. Niels havde også den opgave at
stikke grise. Når julen nærmede sig, var det sædvane, at den store "hjemmegris"
skulle slagtes. Under hyl og skrig fra grisen blev den lagt op på en briks med benene
i vejret. Der var 4 mand til at holde grisen i hvert ben. Så gik Niels til sagen med
slagterkniven. Han skar en stor flænge i grisens hals, og blodet strømmede ud i et
kar, der var anbragt under grisens hoved. Grisens hyl blev mindre - dens liv ebbede
ud - og så blev den skåret op og renset. Der var husmandskoner til stede en sådan
dag; de rensede tarme til blodpølser, der blev varmet finker osv. Den rensede gris
blev hængt op i en svingbøjle og anbragt i en af gårdens porte.

10