Page 14 - Årsskrift 1971 fra Historisk Forening Værløse

Agernhaver og Indelukker

Af E. Laumann Jørgensen

I løbet af det I 7. og 18. århundrede forværredes tilstandene i Kronens skove i
Nordsjælland i betydelig grad som følge af landbrugets ret til græsning af kreaturer
i skovene, retten til at sende svin på olden og den umådeholdne hugst af træ til alle-
hånde anvendelser i husholdningen og til brændsel.
En række skovforordninger fra 1670 og fremefter søgte at forbedre skovtilstanden
ved at påbyde en række foranstaltninger, men, som man skrev, fandtes der efter-
hånden ikke "så stor en plet, som man kunne skjule med en hat, der får frihed til
at bringe et træ frem uden af en slumpelykke. "
Når der dog en del steder i skovene fremkom en række arealer med foryngelser
af nogenlunde tæthed og kvalitet ved indledningen til den store reformperiode efter
1763, der ved v. Langens ankomst her til landet fik sat virkelig system i skovdriften,
skyldes det især 3 foranstaltninger, der kan karakteriseres som: I) agernhaver,
2) indelukker omkring naturlig opvækst og 3) fredning i en årrække af udpegede
arealer.
For at forstå problemstillingen i det 18. århundredes ødelagte skove, må man
gøre sig klart, at situationen i skovene næsten var det stik modsatte af den, vi har
i dag, hvor skovene som fredskove er værnet imod indgreb både udefra og indefra.
Dengang græssede et stort antal kvæg, heste, geder og vildt i skovene, og de fortærede
al opvækst og helt ung skov. Svin rodede i jorden og åd de nedfaldne frø fra bøg,
eg m. v., der skulle danne grundstammen om den nye skov, og endelig huggede
bønder og andre, hvad de ville, til redskaber, husgeråd, brændsel og til risgærder
omkring marker.
De nævnte 3 foranstaltninger var større eller mindre indhegninger i det brogede
skovbillede, indenfor hvilke opvækst kunne slå an og især få fred i en årrække til at
danne ungskov kraftig nok til senere at fastholde den nye skov.
Agernhaverne var arealer på gennemsnitlig et par hektar, omgivet af opkastede
jordvolde, der skærmede mod kreaturer og vildt, indenfor hvilke man pløjede jorden
og såede agern og bog, som gav så tæt en opvækst, at man herfra kunne opgrave
planter til udplantning andre steder, hvor der trængte til nye planter.
Indelukker omkring naturlig opvækst var betydelig større, gennemsnitlig ca. 10 ha,
ligeledes omgivet af opkastede jordvolde, indenfor hvilke en opvækst, der enten kom
af sig selv eller blev hjulpet lidt på vej, fik fred.
Den 3. foranstaltning til frembringelse af ny skov var den at friholde, altså frede,
et større skovstykke eller en mindre skov i en årrække for dyr af enhver art, medens

12