Page 11 - Årsskrift 1971 fra Historisk Forening Værløse

ærter, suppe, vælling, og i slagtetiden masser af kød og flæsk, finker og pølser. Man
havde på alle gårdene dengang hver sin tallerken, kniv og ske. Dog husker jeg som
5-6 årig, at man spiste i fællesskab suppe af et stort trætrug med hornskeer. Horn-
skeerne blev, når man var færdig, hængt på plads på en dertil indrettet hylde. -
Altså ikke at forglemme: Det var lige uden for sognet - det var på Vindekildegård i
Søsum - men ingen bebrejdelse; det var på den tid ganske almindeligt. Den dybe
tallerken var opfundet, men altså ikke taget i brug endnu alle steder.
å, men nu er middagen forbi. Den varede l Vz time og så i marken igen. Kl. 4
kom gårdmandskonen ud med smørrebrød "Festbekost" kaldte man det, for så arbej-
dede man videre til kl. 7-7Vz. Man fodrede hestene og ved 8-tiden drak man kaffe
eller te. Husmændene kunne gå hjem, karlene affodrede hestene, røgteren passede
kreaturer, - køerne og svinene.

Jeg husker tydeligt, når begravelser fandt sted. Kørslen gik pr. hestevogn, et stort
følge var med - det gik meget langsomt. - U den for byen ved gårde og huse, vi kom
forbi, stod folk i vejsiden, barhovedet, ærbødigt med hat og hovedtøj i hænderne.
Der var strøet blomster eller stedsegrønne smågrene ved huse og gårde, hvor ligtoget
passerede, - det smukkeste og gribende sidste farvel til den afdøde på vej til kirkens
kapel - - ak ja, det var dengang! I dag er det en sjældenhed at se folk stå stille og
stryge topsejlet, når de rullende ligtog passerer. -
Det vil tage for megen plads at omtale hver enkelt gård og hus og beboere. - Mine
samtidige vil huske postkører Rasmus Olsen, der kørte med to små heste forspændt
en lukket postvogn på vej mod Jonstrup for at modtage passagerer og post til Balle-
rup og retur.
Bringe havde den gående landpostbud Lars Madsen, der gik fra Måløv station
til hele omegnen rundt, foruden Bringe, Søndergård, Hjortøgård, Fuglebækgård,
Laurits Hansens gård, Paradisgård, Langdyssegård, Skatholm - en ordentlig gåtur
i slud og regn og blæst, i solskin, vinter og sommer - altid til fods.
Der var mange fremmede navne, som Castella, Mourits, Louis, Schwencke, Hein-
rich, - franske og tyske navne, stammende fra klædefabrikken i Jonstrup, hvortil
man dengang havde hentet uddannet, udenlandsk arbejdskraft fra Frankrig og
Tyskland.
Et af de navne jeg husker bedst var Mads Castella - en glimrende fortæller! -
Rene røverhistorier: Spøgelseshistorier fra "Lunds hule", Ganløse Bund, Kirkegår-
den, Veilerne, "Katakomberne" under klædefabrikken.
Han kom ofte på besøg i vort hjem, og når Mads og min far, Hans, begyndte at
fortælle, var det de mest uhyggelige hændelser, der var sket i byen og hele omegnen.
Vi børn var rædselsslagne - det skete, at vi måtte spørge, om alt dette nu også var
sandt. "Noget af det", svarede mor, "men i aften har de vist fået for mange små
sorte".
Der taltes også om "Maren Vævers" hus, - der hvor vi dengang boede i 1904-05.
I samme hus boede nemlig den store, stoute kvinde "Gamle Karen", også kaldet
"Karen Hjulrnand". Hun kunne fortælle, hvad der var pjat, og hvad der var sand-
hed, - men gamle Karen kunne naturligvis også være overtroisk. Det var enestående,

9