Page 357 - FuresøHistorien, bind 1

JOBNAME: 2. udgave 2013 − 1.k PAGE: 86 SESS: 17 OUTPUT: Tue Oct 8 14:38:57 2013
/first/Vaerloese_Historiske_Forening/ODT2/161118_Furesoehistorien_2−sp/kap_04

denskonkreteindholdogdensudlægning.Det Han undlod bevidst at begynde med tunge
sammenkaldte kirkefolk var ikke bare hans teologiske udredninger, men tog i stedet ud-
passive tilhørere, nej han henvender sig til gangspunkt i det ydre, kirkebygningen og kir-
sognets befolkning med en dyb og ægte for- kegården, her kunne alle være med. Kirken
ståelse af dens liv og problemer i dagligdagen havde ligget i sognet i århundreder, og på kir-
kegården lå familiens kære. Han havde, sagde
»Biskop Palladius i Kirke Værløse« han, allerede da han kom kørende set, at kir-
Det har været en meget stor begivenhed i et ken manglede tagsten og ruder. »Drengene
sogn, den dag Peder Palladius skulle komme skal holdes borte fra at kyle og kaste Sten op
på visitats, og det har uden tvivl givet menig- paa disse Tage og Vinduer« og om Kirkegår-
heden en oplevelse, som de aldrig glemte. den sagde han: »den skal staa ren og renset,
Man kan næsten se det for sig, da Palladius det skal være langt fra, at I skal tilstede, at der
omkring 1540 visiterede Kirke Værløse Kirke. kommer Øg eller Fæ paa Kirkegården og (med
Sognets folk var forsamlede i kirken og på Forlov) beskide det Sted, hvor Eders Forældre
kirkepladsen udenfor, gårdfolkene med deres ligger.« 159
sønner og døtre, tjenestefolk, inderster og
ugedagsbønder, smede, møllere og alt, hvad Præsterne
der har kunnet krybe og gå. Biskoppen kom I bestræbelserne på at få omskolet befolknin-
kørende op til kirken af vejen fra Lille Værløse i gen fra katolicismen til lutherdommen indtog
en simpel vogn, ikke som i den katolske tid, sognepræsterne den helt afgørende rolle. De
hvor biskoppen ankom med pomp og pragt og fleste katolske præster blev siddende i deres
stort følge af præster og vagter. Vognen kørte embeder, men de skulle nu fra 30. oktober
ind foran kirken, og Palladius blev modtaget af 1536 forkynde den lutherske lære. Palladius
sognepræsten, Hr. Elias, der var fortsat i embe- var fuldstændig klar over, at anstrengelserne
det efter reformationen, samt af provsten og for at den nye tro kunne vinde indpas i befolk-
lensmanden. Biskoppen banede sig vej gen- ningen ville være forgæves, hvis han ikke først
nem mængden og gik op og satte sig i en stol fik præsterne overbevist. De skulle lære at
øverst i koret med ansigtet vendt mod menig- holde gudstjeneste, høre skrifte og udføre den
heden, og så begyndte han at fortælle: »Nu er nye teologi efter Luthers retningslinier. Privat
jeg saa i Jesu Navn kommet til Jer, jeg skal gen- skulle de gifte sig og leve med måde, så de
nemrejse hele Sjælland, det kan godt vare kunne være et forbillede for deres menighed.
mange Aar, inden jeg kommer igen, saa derfor Han indskærpede præsterne ansvarlighed og
skal I lægge godt mærke til det, jeg fortæl- samvittighedsfuldhed, og han lokkede og tru-
ler.« 157 ede dem.
Peder Palladius talte i et sprog, som folk Palladius henvendte sig så direkte til sog-
forstod uden indviklede teologiske begreber nefolket, medens præsten sad ved siden af
og tog gerne udgangspunkt i det synlige og det ham og opfordrede dem til at sige deres ærlige
nære, som hans tilhørere var fortrolige med fra meningomdenneoghansgerning.Iførsteom-
hverdagen. Han citerede ordsprog og krydrede gang har sognebørnene nok troet at have hørt
sin tale med anekdoter, vittigheder og rørende forkert. At tænke sig at have mulighed for at
og dramatiske oplevelser fra andre steder på kritisere præsten lige op i hans åbne ansigt.
Sjælland. Han kendte bondens trælsomme ar- »Prædiker han det Hellige Evangelium rent og
bejde, og hans tale røbede, at han befandt sig klart for Jer? Gør han det saa forstaaeligt, at
godt blandt sine tilhørere. 158 selv en Tjenestepige kan forstaa det? Dyrker

357