Page 31 - Årsskrift 1987 fra Historisk Forening Værløse

man ved den almindelige halmkube bar kunne samle kuberne fulde inden høsten.
sig ad på den måde, at man om efteråret Om efteråret blev de bifamilier, som man
tog de letteste og de tungeste kuber op og ikke ville beholde til formering næste år,
svovlede bierne, hvorefter vokskagerne dræbt - som regel med røg af brændt
blev skåret ud, og honningen høstet. Når svovl.
det alligevel blev den almindelige halm- Så blev biernes vinterføde taget ud af
kube, der blev langt den mest anvendte kuberne. Honningen sidder i celler af voks.
bibolig herhjemme, skønt der herved sker Låget over disse blev skrællet af, og voks-
et tilbageskridt, skyldes det sikkert det for- flagerne blev lagt til afdrypning på lærred
hold, at bierne i de andre boliger selv bundet over krukker. Dengang sukker
skulle bygge det tomrum ud, hvor tavlerne endnu var kostbart, spillede honning en
var bortskåret, men hvis honningen var stor rolle som sødemiddel, og var som
høstet sent og trækket var dårligt,kunne følge af, at man fik meget få søde spiser, i
bierne ikke magte det, og de døde istedet høj kurs. Når indholdet i kuberne blev
for af sult, inden forårstrækket satte ind. taget ud, fik børn og voksne et stykke voks-
Men de almindelige halmkuber, der var kage at spise af, og den friske, voksblan-
passende tunge om efteråret, overvintrede dede honning blev også smurt på brød.
derimod altid godt, og de gav som regel Men honning indeholder også stoffer, som
hver to eller tre sværme næste sommer, er bakteriedræbende, og dette blev udnyt-
hvilket man dengang satte pris på, da tet på forskellig måde såvel mod forkølelse
sværmene havde stor arbejdslyst og ofte - varm mælk med honning - som mod
betændelse. Tygget rugbrød blandet med
honning var et af de midler, som brugtes
til at trække hul på et betændt sted.
Selvom den friske honning er tyndtfly-
dende, kunne det knibe med at få det sidste
ud af cellerne. Man puttede da vokska-
gerne i en lærredspose, som blev dyppet i
varmt vand. Vokset smeltede og lagde sig
i et lag i overfladen. Dette blev taget af og
smeltet endnu et par gange for at rense det.
Det meste af vokset blev solgt for en god
pris, da det ikke var almindeligt at lave
vokslys på gårdene. Dertil havde man fåre-
tælle. Derimod skulle man altid have voks
til at gnide sytråden med, og mange hus-
mødre ville også have voks til at lave pla-
stre af, hvis der blev brug herfor. Den ka-
tolske kirke havde et meget stort forbrug
af vokslys, og selvom en stor del afforbru-
get kunne dækkes fra klostrene, hvor der
mange steder blev drevet storbiavl, var der
alligevel et godt marked for det voks, de
4. Løbbunden sværmfangekube (som man stadig bruger
dem) og en skrællekniv til afskrælning af de vokslåg, almindelige biavlere kunne levere.
der dækker honningcellerne. r det vand, hvori vokset var smeltet før-
Begge dele kan ses på Værløse Museum. ste gang, var der en del honning opløst.

29