Page 23 - Årsskrift 1985 fra Historisk Forening Værløse

rundne af Jordens Dyb og af de mørke Den 20de August var jeg i Kirke-Vær-
Skoves inderste Hvælvinger; det Hele løse, en Landsby tre Mile fra Kløbenhavn.
blev mig en andagtsfuld Hymne. som ved et tidligere Besøg var bleven mig
Jeg traadte ind i det ukiendte Huus, kiær. Den hører ikke til de Steder i Ho-
hvor alt var øde og taust; efter et kort vedstadens Omegn, som Moden har bragt
Ophold kom jeg lidt hovedkuls ind i et i Ry, og hvor den kiøbenhavnske Verden i
talrigt og muntert Samkvem, hvor den prægtige Lystgaarde udrydder Naturen,
fremmede Vandrer modtoges med Velvil- for at forskiønne den, og dræber Landli-
lie, og dog ikke saa fluks efter den pludse- vet, for at prunke med dets tomme Skyg-
lige Overgang fra Ensomhed og Mørke ge. Den er en slet og ret Landsby; (thi
kunde finde sig hjemme. enkelte, mere pyntelig Gaarde, som nogle
Om Jonstrup vil jeg ikke fortælle Dig Familier uden for Bondestanden beboe,
bekiendte Ting; men kun sige Dig, at jeg betage den ikke sit landlige Udseende) og
fandt Stedet tækkeligt, Egnen ret behage- som saadan lider jeg den ret godt. Jeg vil
lig, og Indretningerne, saavidt jeg lærte at ikke dølge, at jeg har funden, hvad man
kiende dem, i en smuk Orden. just ikke allevegne finder, gode, venlige,
Det hele syntes mig at bære Præg af ro- naturlige Mennesker, som hos mig for-
lig Virksomhed, og jeg blev halvt indtaget skiønne en sibirisk, langt mere en siæl-
af Tanken om at leve med jævn Tilfreds- landsk Landsby. - -
hed og stille Ønsker i en lignende Kreds. Jeg ønsker, ingen vil undre over, at jeg i
Foruden Skolelærer-Seminariet har Jon- min Reisefortælling gaaer ud fra en Lands-
strup, efter Stedets Leilighed, en anden by; thi jeg anseer det selv for ikke ganske
Mærkværdighed: Et Klædevæveri, der uden Betydning, og mine Læsere kunne
lod til at være i rask Gang og drives for giøre det samme, i Fald de mene, det Hele
største Delen ved Maskinværk. kan fortiene, at man agter paa Begyndel-
Det er altid interessant at see Menne- sen. Ringe er denne, og lover ikke meget,
sket beherske Materiens Liv, den skiulte og mere vilde jeg ikke den skulde love -
Kraft, der overalt stræber efter Frihed, og godt om dette kunde holdes! - Fra en
villigen paa mangehaande maader lader Landsby gaaer jeg ud, hellere end fra en
sig lede til højere Øiemed. Hovedstad.
Er end den mekaniske Konst uden Fri- Dette kan give enhver, som disse Blade
hed og uden skabende Kraft, saa er den falde i Hænderne, et gavnligt Vink om,
dog ikke ganske betydningsløs; thi den hvor jeg er bedst hiemme og friest bevæ-
giver det døde Redskab Liv, og Letheden, ger mig. Naar man nu bag efter fortryder,
hvormed Mennesket virker gennem den, at have ladet sig narre ud af de prægtige
udgiør en synderlig Contrast til den uhyre Stadssale i tarvelige Bondehytter, og af
Kiempekraft, som vi finde anvendt ved Byens velsignede, konstige Slaveri i den
nogle Værker af Menneskehaand. frie Natur, saa kan man ikke længe nok
Her er det eet eneste Vandhiul, som dri- kalde mig en Pedant; jeg siger dog: »dixi,
-ver alle disse konstige Redskaber til at et liberavi animam mearn« (Jeg har talt og
karte og spinde Uld, hvor smaae Børn nu lettet mit Hjerte).
hielpe til at udrette det, hvortil ellers ud- Under et tidligere ophold (som nævnt
fordres flere Voksnes Hænder. ovenfor) kommer forfatteren hen på kirke-
Chr. Molbech skriver i »Ungdornsvan- gården, og lader sig henrive til følgende
dringer i mit Fødeland« om hans ophold i betragtninger:
Kirke Værløse i 1810: - Dog hvis det er en stille maanelys

21