Page 42 - Ubudne gæster

Vagn Nielsen fortalte om sin tur, hvor danskerne gloede efter fredsommelige
tyske enheder, og de københavnske svajere allerede var begyndt at gøre grin med
besættelsesmagten.

Peter Christian Pedersen
Peter Chr. Pedersen har senere skrevet i sine erindringer om sine tanker i begyndel-
sen af besættelsestiden:
Naturligvis havde vi hørt om tyskernes annektering af Østrig og deres ind ryk­
ning i Polen, og vi havde lyttet til brølene i radioen, når Hitler holdt sine taler til
folket, og vi vidste, at England og Frankrig havde fået nok og havde erklæret Det
tredje Rige krig. Nu var det Danmark, der var løbet over ende af Tyskland, og den
danske regering påbød de soldater, der forsøgte at forhindre det, at indstille skyd­
ningen.
Vi måtte leve i et besat land med de konsekvenser, det førte med sig, så læn ge vi
ikke gjorde noget, der mishagede besættelsesmagten, kunne vi betragte os selv
som et frit folk med egen regering, politi og kongehus. Kristian den Tiende kun ne
uhindret ride sine daglige ture gennem Københavns gader. Det var op til den en­
kelte at håbe på, at tyskerne tabte krigen, eller uden regeringens velsignelse efter
bedste evne at bidrage hertil. 5

Kaj Kongshøj
Kaj Kongshøj hørte til den gruppe af elever, der boede i et værelse uden for semi-
na riet, og han har skrevet om sine tanker fra d. 9. april, og indtil han forlod se-
mina riet i 1943. Her er hans tanker efter meddelelsen i Radioavisen:
Det er meget svært at genkalde de følelser, der gik igennem en den dag. Jeg
husker vrede over volden mod vort lille land, over brud på løfter og traktater og
mod de danske politikere, der lod sig narre og tage på sengen. Nogle enkelte af
kammeraterne var nok så vrede, at de kunne forestille sig desperate handlinger for
at få væltet de uduelige politikere og på en eller anden måde gøre modstand mod
det, der var sket. Måske var der også en enkelt blandt os, som det viste sig andre
steder i landet, der var så blændede af den tyske kraft, resoluthed og effektivitet, at
de fulgte det engelske motto: ” If you can’t beat them, then join them”.
Jeg tror nu, at flertallet af kammerater (og lærere?) ligesom jeg følte lettelse
over, at det var sluttet, at vi ikke behøvede at frygte nye angreb f.eks. mod militær­

40