Page 174 - Ubudne gæster

Henad 1ste Marts indkvarteredes ca. 300 tyske Flygtninge i Seminariets Ho­
vedbygning og i Forstanderboligen. De tog det hele i Besiddelse som en Selv følge,
som kærkomne Gæster, og det var vanskeligt baade at se og høre, at Jon strup var
en lille fredelig dansk Landsby. 4
På flyvepladsen blev der talt om, at højtstående tyskere med familie kom med
fly, denne bekvemme og direkte flugtrute var ikke for den almindelige tysker. 5
Børge i Hareskoven husker et kortvarigt ophold af flygtninge en vinter: Mens
stueetagen midlertidigt stod tom grundet ejerskifte, anvendtes denne uopvar mede
lejlighed en måneds tid af finske børn med mødre på flugt fra russerne. Mine to
brødre og jeg legede med dem indimellem sne og frostbesværlighederne. Trods vi
ikke forstod et ord, kommunikeredes der alligevel udmærket. Men pludselig var de
rejst, hvorhen vides ikke. 6
I Ll. Værløse noterede en ung pige i sin bog med avisudklip fra krigstiden: Se­
nere kom de ulykkelige østrigske flygtninge, de fik kroen at bo i. 7
Om flygtningene på Ll. Værløse Kro har Aase og Lynge fortalt:
Det kan umuligt have været en god oplevelse at bo på kroen. Der stank af urin
fra pissoiret i indgangspartiet, og i krosalen, som vi kendte fra gymnastik op vis­
ninger og danseundervisning, drev fugten ned af væggene. I den ene ende af salen
foregik opvarmningen med en kakkelovn, som afgav strålevarme, der ikke nåede
ned i den anden ende. Og nogle af vintrene under krigen var altså meget kolde.
Man sagde, at de havde sengetøj af papir, at de ikke kom på hospitalet, når de var
syge, og at deres nyfødte børn sommetider døde fra dem på grund af de dår lige
forhold. Mens de boede der, var der posteret en ældre korpulent tysk vagt ved
kroen. 8
Denne vagt, Heinz, var Ole Nielsen, som var med i modstandsbevægelsen i
Værløse, meget op mærksom på, for som han sagde: … vi unge mennesker kunne
ikke foretage os ret meget, uden Heinz vidste det. Nu skal vi lige huske på, at det
var i slutningen af krigen. Jeg tror godt, Heinz var klar over, at det cirkus var for­
bi, så han tolererede vist nok en hel del. Han kunne finde på at sige: ”Ole, der er
mange læger i aften.” Det var jo moderne at køre med lægebiler, for i det hele ta­
get at få lov til at køre. Men jeg skulle sige til Elling Christensen, at hvis Heinz lå
inde ved muren en dag, der blev lidt ballade, lidt skyderi, så var han ”død”. Da
jeg sagde det til Elling Christensen, sagde han: ”Det ved jeg godt.”Så Elling
Christen sen må jo også ha´ talt med ham. Men han var jo en af de gamle. Jeg ved

172