Page 176 - Ubudne gæster

kin der. Og jeg begyndte at forstå, at det at være tysker måske var mange ting – der
kom krakeleringer i mit barnlige fjendebillede. 13
Under besættelsestiden kunne flygtningene færdes blandt befolkningen.
Flygtningene fik gennem Værnemagten udleveret lommepenge, 1 krone om da­
gen, og kunne hermed foretage indkøb hos bagere, slagtere, købmænd og på
apoteker ne. Denne krone rakte nok ikke langt, men her i området kunne de gå
14
omkring og tigge eller prøve at købe fødevarer på gårdene. Lise husker, at kvin-
der med børn spurgte, om de måtte samle løg på marken og nedfaldsæbler, det
fik de lov til. Hun fortsætter: Da de opdagede, at vi havde høns, ville de have
æg. Mor syntes jo, at det var synd for dem. Mødrene kunne ikke en gang give
deres børn et æble. 15
En vinterdag skulle Ruds far til kontrol i Værløse på fagforeningen. Nogle ty-
ske flygtningebørn tiggede: ”Giv mig en krone”, far synes de er ublu, en krone er
mange penge. Børnene er indlogerede på Værløse Skole. Rud var misundelig
over, at man ikke brugte Hareskov Skole: Så havde vi fået fri. 16
Det blotte syn af flygtningene, hvoraf de fleste var kvinder og børn, indbød
nemt til medlidenhed, men også her på egnen fik nogle det illegale blad ”Den dan­
ske Parole”, som med artiklen ”Derfor ingen Medlidenhed” argumenterede for en
afvisende holdning overfor flygtningene. Argumenterne var: Tyskernes barbariske
handlinger overfor landsmænd, henrettelser, danskere i fængsler og koncentrations-
lejre, danskere døde i fangenskab, og danskere brutalt skudt ned på åben gade.
Artik len sluttede således: Det er Kendsgerninger, der ikke opfordrer til Medliden­
hed og Samkvem med tyske Flygtninge og saarede Soldater.
17
Et af problemerne ved disse ”Kendsgerninger” var, at ikke alle flygtninge var
tyskere. Polakker, baltere, østrigere og mange andre nationaliteter var i den men-
neskehob, der strømmede til Danmark enten af frygt for Hitlers repressalier eller
af angst for de russiske tropper. Hvordan dilemmaet – mellem at vise med men-
neskelighed eller være afvisende – så ud med barneøjne, har Aase fortalt:
Jeg havde hørt de voksne snakke om, at man under ingen omstændigheder måt­
te hjælpe tyskerne med noget. En dag bankede det på døren hjemme hos os, og da
min mor lukkede op, stod en tysk kvinde udenfor med et lille barn på armen. Hun
spurgte, om hun kunne købe nogle æg og mælk, og da min mor bare rystede på
hovedet, begyndte hun at græde. Hun gentog sin bøn igen og igen, men min mor
vedblev med at ryste på hovedet. Jeg stod undrende ved siden af, blev mere og

174