Page 175 - Ubudne gæster

ikke, hvor gammel Heinz var, men han var en flink mand, og han kunne jo godt se,
at det hele var ved at være slut.
9
Poul, der boede i nærheden, husker især lugten af flygtningene i Annex går den
og krosalen:
Karbol – det hang i dem. Der var uhygge forbundet med dem, de kummerlige
forhold og tøjet i laser. Det var noget af det, der virkede stærkest – måden de
havde det på. Vi levede selv i små kår, men deres var meget værre. 10
Ruth, Anni og Børge fra Hareskoven husker flygtningene på Ravnehus, men
Børge kom tæt på dem, fordi han var buddreng:
Overlevende flygtninge fra Øst­Tyskland, Estland m.v. på flugt over Øster sø en
anbragtes i krigens sidste måneder februar­maj 1945 oppe på loftet i Ravnehus
under kummerlige forhold med kun lidt strå på gulvet. Jeg så det selv, idet to
skole drenge inkl. mig selv blev sendt af sted fra ismejeriet med en junge mælk på
en kælk langs Tibberup Å til Huset. Et par håndfaste mænd hjalp med til at få den

fyld te junge op til flygtningene. Heroppe fik jeg et førstehåndsindtryk af situatio­
nen. Forfærdeligt. Men ellers husker jeg blot flygtninge i Værløse Kro/festsalen
samt An nexgården i Lille Værløse, og det må have været våren 1945.
11
Lise fra Jonstrup arbejdede i København. Hun gik ad Hejrebakken hver dag
til og fra arbejde og husker, hvor der var flygtninge: Hejrebakkens ferie koloni,
der var ejet af Frederiksberg kommune. Her gik tyske soldater vagt. Jeg var ikke
helt stolt ved at passere på vej til arbejde, men jeg havde en trækølle i snor
med. 12
Derfra, hvor Aase fra Ll. Værløse boede, var det overkommeligt at gå til Hej-
rebakken for selv mindre børn. Aase fortæller om en tur:
Vi børn havde fået strenge ordrer om at holde os langt væk fra tyskerne og un­
der ingen omstændigheder have noget som helst med dem at gøre. En dag skulle
jeg og min legekammerat Erik som så ofte passe min 4 år yngre lillesøster, hvad
der godt nok irriterede os. Vi besluttede at gå en tur ned forbi Frederiksberghyt­
ten, det var forbudt og derfor meget attraktivt.
Da vi kom gående med min lille søster i hånden mellem os, kom en flygtning, en
ældre mand, hen imod os. Vi var parate til at løbe, men blev alligevel stående, til
han var helt henne hos os. Han så sørgmodigt smilende på os og strøg Sus, som
var en køn lille pige med store mørkeblå øjne, over håret mange gange, sagde no­
get på tysk, som vi ikke kunne forstå, mens tårerne begyndte at løbe ned ad hans

173