Page 9 - Årsskrift 2023 fra Værløseegnens Historiske Forening
P. 9
land med sine forældre, der havde mi- sengen, hvor kvinden lå med sin lille
stet alt. Julie voksede således op i bylt. Ebba gøs, da hun trådte indenfor,
Schwerin i en fattig arkitektfamilie og havde hendes mor ikke haft et godt
med tolv børn. Hun lærte at tale fransk tag i hende, var hun flygtet ud i det fri
af sin moder, og det lykkedes hende at for at få luft. Nu satte moderen sig ved
få en stilling i Danmark som guvernan- sengen og talte venlige ord til den sy-
te, en såkaldt "Française", hos en ge, mens hun hældte suppen op i en
provst i Sorø. Julie var både smuk og skål og begyndte at made hende.
venlig, og hun lærte hurtigt at tale På hjemvejen belærte Rosa sin datter
dansk. Mændene sværmede om hende, om, at en barmhjertighedsgerning intet
og blot et år senere blev hun gift med
var værd, hvis den blot blev udført af
en dansk adelsmand, Niels Rosenkrantz
pligt og med modvilje. Endte en fami-
von Holstein-Rathlou.
lie på fattiggården, havde man nået
bunden. Den åndelige føde og Guds
ord måtte præsten i kirken stå for, men
den fysiske føde - mælk, brød, suppe
og et varmt tæppe til en syg barsels-
kvinde, kunne fruen på Værløsegaard
bidrage med. Den lære tog Ebba med
sig senere hen i livet, da hun rejste ud i
den store verden. Ebba var et meget
troende menneske. Hver aften hele sit
liv, bad hun sit Fadervor knælende for-
an sengen, som hun havde gjort det i
barneværelset hjemme på Værløse-
Kort, Værløsegaard-Rødehus. ca. 1910 gaard.
(Årsskrift 2008, Værløsegaard)
En ekspedition til Bråderne, et område, Gæster på gården
der lå "to stenkast fra gården", ud til Ebba følte sig hele livet knyttet til sin
landarbejderne i de små, fattige boder, fødeegn. Hun glemte aldrig de fattige,
gjorde et uudsletteligt indtryk på Ebba. jævne mennesker og deres små, men
Med træsko på fødderne og en mad- ægte og fælles glæder som livet bød på.
spand i hånden fulgtes hun med sin Festlighederne og traditionen: den år-
mor ud til Bråderne, hvor moderen lige skovtur, fastelavnsballet, dilettant-
skulle tilse en syg barselskvinde. Hun komedien og pinsefesten ved ønskebø-
boede i en af de små, faldefærdige, gen, hvor hendes far var selvskreven
stråtækte rønner, hvor der var lavt til som taler.
loftet, og hvor gulvet var stampet jord. Det hændte, at moderens slægtninge fra
De få vinduer under tagskægget var så Jylland tog turen om ad Værløsegård
små, at dagslyset næppe nåede ind til på vej mod København. Her kunne de
7