Page 18 - Årsskrift 1989 fra Historisk Forening Værløse

sognet, afjordens frugtbarhed og også af Holst kom ikke i betragtning, da hans
gårdmændenes vilje til at yde deres del. kollega iVærløse åbenbart må være kom-
De degne, der ikke havde fri bolig, men met sig - han døde først i 1764! 6, s. 94.
sad i et fæsteforhold, var dårligt stillet. Degnen, som jo hørte til gejstligheden,
Havde de mange børn, var regulært var socialt set hævet over bondestanden,
tiggeri måske den eneste udvej for fami- men stod under præsten. Begge indtog
liens underhold. Det var derfor ikke de en eksklusiv position i sognet. Præ-
underligt, at det i mange sogne var så at stens position var uomtvistelig, hvori-
sige umuligt at finde en ansøger med mod degnen stod som en lus imellem to
akademisk baggrund til et ledigt kald. negle. På den ene side ofte en studeret
Man måtte så ty til ansættelse af en ulærd mand med de vaner, det kunne føre med
person, måske en afdanket underofficer sig; på den anden side qua sit arbejde
eller i nødstilfælde en bondekarl, som i knyttet til almuen og dermed til en hvis
det mindste kunne læse og skrive lidt. grad præget af denne stands levevis.
Forholdene var dog noget forskellige Ligesom præsten figurerer degnen ofte i
fra landsdel til landsdel. Værst stod det til kirkebøgerne som forlover ved bryllup-
i de fattigste vestjyske sogne. På øerne, og per eller som fadder ved barnedåb. For
især på Sjælland, synes degneembederne bøndernes vedkommende var det lidt af
at have været mere givtige. et privilegium at få degnekonen som
På trods af de rådende forhold var der i gudmoder. Men den sociale forskel på
perioder stor rift om degneembederne. præst og degn gav i tide og utide anled-
Og det var derfor om at være på spring, ning til skærmydsler imellem dem, hyp-
når der var forlydender om et ledigt pigt dikteret af den enes standshovmod
embede. Nogle degne gjorde dog i deres og den andens misundelse.
iver regning uden vært. Således søgte I visse tilfælde kunne det udarte sig til
sognedegnen i Brønshøj i 1759 sin bi- veritabelt slagsmål, som tilfældet var i
skop om embedet i Kirke Værløse. Beldringe kirke i 1783. Årsagen var, at
»Heyædle, Heyæroærdige og Heylærde Hr. præsten havde svigtet sit løfte til degnens
Biscop søster, hvilket førte til hendes død. Siden
Min naadige Herre. var der krig på kniven mellem de tidlige-
re svogre med talrige processer, der
Da Degnen udi iKirke Værløseliggerfor Døden,
ogder intet Haab er om hans Forbedring, saa er oftest faldt ud til degnens fordel, og
min alierydmygste Begiæring, at om hand ved rasende herover var det, at han forgreb
Døden skulde afgaae, DeresHøyærværdighed da sig på degnen i selve kirkerummet. Der
vildeforunde mig Degnekaldet. thi baade er.der faldt hug og slag - degnen fik flest. Det må
kun een Kirke at opvarte og en nyeopbygt have været et opbyggeligt syn for den
Degnebolig samt flere Herligheder, der hører forsamlede mængde, præsten i ornat og
Degnekaldet til... degnen i kjole, midt i koret, brølende,
frådende og flående i hinanden som
Lorens Pedersen Holst. vilde, og slutteligt den sidstnævnte med
Brendshey, d. ]J. Nov. 1759((.
bagdelen i vejret modtagende en ordent-
Man kan næsten se for sig, hvorledes den lig omgang af den rasende præst. Med
gode Holst har siddet ved sin ansøgning rette måtte præsten betale et antal bøder
og forlods glædet sig over de herlige for sin optræden. Undertiden greb myn-
forhold, der syntes at råde iVærløse med dighederne radikalt ind og skilte de
ny bolig og kun en kirke, men ak, Lorens stridende parter ved at fjerne den ene fra

16