Page 23 - Årsskrift 1979 fra Historisk Forening Værløse

hus, nr. 7., hvor Hans Petersen tidligere havde boet; det blev købt af en urmager fra
København. Bygningen lå meget tæt mod naboens mark; det var sikkert bygget på
såkaldt gadejord.
Nærmere mod byen kom man til Karen Hjulmands hus, nr. 8. Hun var enke og
hed Karen Hansen. Hun ejede Toften, og Jonstrupvejen gik mellem beboelsesbyg-
ningen og en lille avlsbygning. I beboelsesbygningen var der to lejligheder, hver med
eet værelse og køkken. I den udlejede lejlighed boede en enke, Johanne Petersen,
med 4 ukonfirmerede børn. Johanne fik tuberkulose og var i lang tid på sanatorium.
Der var dog ingen af børnene, der blev smittet; de var et stykke tid i pleje forskellige
steder. (Johanne var søster til Jens Erland Jensens mor).
På samme side som foran nævnte lå postkører Rasmus Olsens hus, nr. 9. Rasmus
Olsen kørte postvogn to gange daglig mellem Bringe og Ballerup station; det var
nok af hensyn til seminariets beboere, denne rute var oprettet. Postvognen var et
charabanc-lignende køretøj med plads til 6 personer bag i vognen plus een ved ku-
sken. Af- og påstigningen skete igennem en lille låge i bagsiden af vognen; der var så
2-3 faste jerntrin at træde på, og hvis der var en rejsende, der havde svært ved at be-
væge sig, havde Rasmus Olsen en lille stige med lave trin, som så blev stillet op mod
vognen. De rejsende var om vinteren skærmet med et sejldugsovertræk. Rasmus Ol-
sen tog sin afsked i 1906 og blev afløst af postkører Larsen, der byggede hus ved Jon-
strup og flyttede dertil.
Rasmus Olsens hus blev solgt til Mads Castella, som i nogle år havde boet på Bel-
lemosegård. Han var efter at have ført en stormfuld tilværelse i en del år nu blevet
en sat og stabil mand. Han var af fransk herkomst, og hans skikkelse og fysiognomi
skilte sig ud fra andre beboere i byen. Hans kone, Laurenze, var også ret særpræget.
De var vældig flinke mennesker; men der var en vis alvor over hjemmet.
Jeg kom ofte hos dem, da deres søn, Mourits, og jeg var jævnaldrende. Første
gang, jeg besøgte Mourits, var da hans forældre boede i et meget gammelt, lille hus,
der lå helt nede ved åen bag mølleejendommen. Seminarieeleverne kaldte den »Ka-
hytten« .
Kan det tænkes, at det var en arbejderbolig. der havde tilhørt klædefabrikken ?
Mourits var stærkt ordblind; men med enestående energi lærte han sig selv at læ-
se. Det var ikke ved hjælp af skolebøgerne, men ved at stave sig gennem de dengang
så kendte Nick-Carter romaner, nogle amerikanske cowboys- og gangsterfortællin-
ger, og hver dag, når vi fulgtes ad til skole, kunne han fortælle mig et afsnit af roma-
nen, som han møjsommeligt havde læst den foregående aften; det var stoffet, der
fængslede. Mourits udvandrede senere til Amerika; han og hans bror var et par go-
de skolekammerater.
Den gård, man i dag kalder Bringegård. nr. 10., ejedes i min skoletid af journalist
Michael P. H. Skandrup. Han byggede udbygningerne om, mest med gamle materi-
aler fra nedrivningen i København; men da det skortede på vedligeholdelse, så disse
bygninger snart værre ud end de gamle. P. H. Skandrup byggede også den første ga-
de i Hareskovby. og blev vel derved denne bys grundlægger.
Både Bringegård og Hjørnegård måtte i 1910 afgive jordarealer til den nyanlagte
militærlejr og dens øvelsesplads.

21