Page 19 - Årsskrift 1979 fra Historisk Forening Værløse

Bringe Hvad var vel i verden det fattige liv

med al dets fortærende tant,
Ved ]. K. Skov
om ikke en plet med en dal og lidt siv
vort hjerte i skælvinger bandt!
Om ikke vi drog fra det yderste hav
for bøjet og rynket at stå
og høre de kluk, de mindernes suk
fra bækken, vi kyssed som små.
Jeppe Aakjær. 10. nov. 1904.

En gammel landsby forsvandt

Det er underligt at tænke på, at vort lille sogn for godt 150 år siden begyndte at få
beboelse på Værløse Overdrev, der i årenes løb udviklede sig til den nu blomstrende
villaby, Hareskovby. og så skulle der kun gå hundrede år, før vi måtte afgive en
gammel bondelandsby. Bringe, og en hel del gårde på Kr. Værløse mark, et ikke
ubetydeligt areal af sognets bedste landbrugsjord. mens beboerne måtte flytte andet-
steds hen, og den ældgamle Bringe by således forsvandt af Danmarkskortet.
Allerede i begyndelsen af 1930-erne forelå der planer om at anlægge en flyveplads
ved Værløselejren. som var anlagt i 1911. Man havde bygningerne og det fornødne
mandskab, og terrænet var ikke så vanskeligt at planere til formålet. Naturligvis
skulle nogle gårde nedlægges; men det ville næppe volde vanskeligheder at ekspro-
priere dem til formålet. Landejendomme var lette at købe under 1930-ernes vold-
somme depression, og man hørte da heller ingen klage i den anledning.
I begyndelsen var der plads nok ved Langdyssegård til de tre første hangarer med
tilhørende startbaner, uden at gårde måtte nedrives, og det gik da også indtil tysker-
ne kom i 1940. De havde større planer og udvidede flyvepladsen mod nord, godt op
mod Paradisgårdene; dog uden at nedrive disse. Kristinelyst og Lerbækgård måtte
derimod vige for at forlænge startbanerne mod øst, og hele arbejdet foregik med et
stort opbud af gravemaskiner og nødvendig arbejdskraft.
Langdyssegård lå uheldigt for start og landing med maskinerne, så tyskerne lod
den nedrive, og man rykkede så meget nær mod selve landsbyen Bringe, hvor især
Bellemosegårds jorder måtte afgives.
Beboerne blev stadigvæk boende i landsbyen; men det blev efterhånden meget be-
sværligt at bo der; der skulle vises passerseddel hvert øjeblik, og tyskerne ville na-
turligvis helst have det hele for dem selv, så i løbet af 1942 forlod de allerfleste byen.
Men een holdt stand under hele besættelsen: Det var frk. Augusta Lundsteen på
Skatholmhøj.

17