Page 16 - Årsskrift 1973 fra Historisk Forening Værløse

gennem Jægersborg Alle til Grøndalshuset i Charlottenlund skov, hvor der blev
gjort holdt, frokosten blev spist, og musikken spillede op til dans et par timer for
de unge, mens børnene og de gamle gik ind på traverbanen for at se hestene blive
trænet.
Hen på eftermiddagen gik turen videre. Ad Traverbanevej kørte man ned på
Strandvejen, som man fulgte gennem Skovshoved til Klampenborg, hvor man
svingede ind gennem Rødeport til Dyrehavsbakken og gjorde holdt ved et af de
mange gæstgiverier, der dengang lå på nordsiden af Fortunvej. Her blev hestene
staldet op, mens folk tog sig en tur i den grønne skov. Senere spiste man resterne
af den medbragte mad ved gæstgiveriets borde, og så gik turen op på Bakken
med alle dens herligheder. Alle skulle se Pjerrot spise brændende blår. KJ. 10 sam-
ledes man i gæstgiveriets dansesal, den medbragte musik spillede op og så gik
dansen til lukketid. Hjemturen kørtes i spredt orden, alle var trætte og børnene
sov, og enkelte der havde fået for meget at drikke, kørte i grøften.
Da sønnen Niels Nielsen, Birkedal, midt i halvfemserne stiftede Værløse Afholds-
forening, var faderen en af de første, der meldte sig ind. Ikke af personlige grunde,
for han kunne godt lide en snaps, men fordi han så hvilke store ulykker det vold-
somme brændevinsdrikkeri forårsagede, især i arbejderstanden, og det ville han være
med til at gøre noget imod.
For nutidens mennesker kan det lyde underligt, at Jens Nielsen var højremand
og stemte på Estrup. Han havde jo store sociale interesser. Men grunden var nok
den, at Estrup ville bygge fæstninger omkring København, og dem var han tilhæn-
ger af, for - som han sagde - hvis den ulykke skulle komme engang til, at vi skal
i krig, da skal vore sønner have nogle ordentlige volde at stå bag ved, og ikke sådan
noget skidt, som vi måtte nøjes med på Dybbøl Banke!
Omkring år 1900 blev Jens Nielsen syg af både astma og vattersot, to sygdomme
som hans, vi kan vist godt sige gode ven, Chresten Mørch i Farum ikke kunne
gøre noget ved. Han kunne ikke mere udholde legemligt arbejde og ikke passe sin
skovløbertjeneste, og i 1902 måtte han søge sin afsked. Det skete på den måde,
at sønnen Frederik overtog tjenesten med sine forældre som aftægtsfolk. Brænde-
salget og formandspladsen for arbejderforeningen, som nu var kommet til at hedde
VÆRLØSE SOGNS SYGEKASSE og blevet indmeldt i sygekassernes landssam-
menslutning, beholdt han til sin død i 1906.
Ved hans afsked fra skoven i 1902 var der mange, der mente, at man skyldte
Jens Nielsen en officiel anerkendelse som tak for det store arbejde, han havde
ydet i samfundets tjeneste. Kunne han ikke blive dannebrogsmand? - Men det
kunne han altså ikke, for han var dog trods alt kun en almindelig skovløber.
Det slog skovrider Otto Bloch i Ravnehuset sig ikke til tåls med. Han udvirkede,
at landbrugsministeriet tildelte Jens Nielsen en stor sølvpokal med indskriften:
"TIL SKOVLØBER JENS NIELSEN FRA LANDBRUGSMINISTERIET SOM
ANERKENDELSE FOR FORTRINLIG TJENESTE UNDER STATSSKOV-
VÆSENET!" Denne pokal er endnu i familiens eje. Den blev af selve overførsteren
for statsskovene overrakt Jens Nielsen i hjemmet på Ryet ved en lille festlighed,
hvor den nærmeste familie og en række af skovens embedsmænd var til stede.