Page 12 - Årsskrift 1973 fra Historisk Forening Værløse

stærk, og når landsbyens karle kom sammen for at fordrive tiden bI. a. med at
prøve kræfter, generede det ham ikke at bære 2 td. rug. Det fortalte gamle Jens
Hansen i Bråderne - kaldet Jens Vejmand - mig, når han skildrede livet i Lille
Værløse i hans ungdom, for os børn på Birkedal. Men som store mennesker plejer
at være det, var Jens Nielsen sindsligevægtig og godmodig.
Sin skolegang fik han i Lille Værløse, hvor han var en af de flinkere elever, og
derefter begyndte han at arbejde i skoven, velsagtens med det mål for øje engang
at blive skovløber ligesom sin far. Da alderen kom, blev han soldat, trainkonstabel
ved artilleriet i Nyborg, og et par år efter kom han med i krigen 1864.
Her blev han snart kusk for artillerigeneralen og således forskånet for at være
med i de forreste linier. Alligevel blev krigen livets store oplevelse for ham, og når
han sidenhen kom sammen med gamle krigskammerater kunne de sidde og gen-
opleve krigsminder til langt ud på natten. Ret hurtigt blev han formand for den
lokale afdeling af De danske Våbenbrødre, en forening af gamle krigsdeltagere
fra såvel treårskrigen som krigen 1864. Den virkede både som kammeratskabsfor-
ening og som støtteforening for de veteraner, der trængte til hjælp, og her fik han
første gang lejlighed til at vise sine lederevner.
Der er vel ikke noget at sige til, at pigerne syntes, at Jens Nielsen var en flot
karl, som de sværmede for. Lidt vel rigeligt syntes hans mor, Sofie Fiskebæk, han
måtte hellere se at blive gift, inden det gik galt, og så fandt hun en kone til ham:
Karen Kirstine Foss. Sådan sagde i hvert fald Jens Vejrnand. Hun hørte ikke til
i den glade pigekreds, men var sådan en stille, pæn og dygtig pige, som han kunne
være tjent med, og derved blev det. Hun var et par år ældre end han, og den store
kærlighed var det ikke. De første år skal have været problemfyldte, men så faldt
de til ro sammen og levede i et nydeligt ægteskab, som tiden krævede det. Jeg
elskede min bedstemor!
De nygifte kom til at bo i Åsevang, i det lille, gule hus man ser til venstre, når
man fra Kollekolle kører op mod Kulhus, og her blev deres to første børn født.
I en folketællingsliste betegnes han som ledvogter, men havde nok nærmest den
bestilling at passe skov og park for overførsteren, dvs. direktøren for statens skove,
som dengang boede på Kulhus. Men så blev Kulhus solgt til en privatmand, over-
førsteren flyttede bort, og Jens Nielsen blev skovløber i 0sterhegn med bolig nede
ved Bagsværd Sø. Her blev han dog kun kort tid. Hans far, der nu var blevet
forflyttet fra Fiskebæk til Sækkedamshus i Ryet skov, fik dårligt hjerte og kunne
ikke bestride arbejdet mere. Under disse omstændigheder blev Jens Nielsen flyttet
til Ryet skov, hvor man havde bygget et helt nyt skovløberhus til ham, mens hans
forældre blev boende i det gamle hus som en slags aftægtsfolk, og her blev han
boende til sin død.
Ryet skov var dengang næsten helt igennem en storskov med gamle træer, der
alle skulle fældes for at give plads for nyplantninger. Der var altså masser af arbejde
for den unge skovløber, men det gik han ikke til side for. Han var mere end almin-
deligt interesseret i sit arbejde, og blev en anerkendt dygtig arbejdsleder, fuld af
initiativ.
Når træerne var fældet skulle brændet transporteres ud til fast vej, hvor køberne
10