Page 15 - Årsskrift 1964 fra Historisk Forening Værløse

benhavn med livsfornødenheder, og denne tingenes tilstand vedvarede endnu ved
sidste århundredskifte. Ja, det var egentlig sognets eneste større indtægtskilde.
Men nu var kilden ved at tørre ud. De nye gode jernbaneforbindelser muliggjorde
det for København at suge næringsmidler til sig fra fjerne egne af landet: smør fra de
nye andelsmejerier, flæsk fra andelsslagterierne osv. Det var ved at blive aften for
bønderne i Værløse. Men endnu sendte de da varer til København, og de dygtigste af
dem tjente godt.
Havrearealerne i Værløse var betydelige, for der var endnu mange heste i Køben-
havn, og de kunne lide havre. De skulle også have hakkelse. Derfor gik halmen til
Københavns halmtorv. Samme sted kunne man også blive af med sit hø, endda til
gode priser.
Man havde store bygmarker, for svinene skulle have bygskrå. Byggen blev malet
på Kirke Værløse vindmølle, og flæsket blev afsat på Københavns flæsketorv. Samme
sted solgte man sine æg, og der var mange høns i sognet. Mange arbejderfamilier skaf-
fede sig en ekstra pengeindtægt gennem hønsehold. Det var ikke nødvendigt at sende
æggene til København. Købmændene købte dem og sendte dem videre. Slagtet fjer-
kræ kunne også afsættes i København, men produktionen heraf var dog beskeden.
Der blev høstet megen rug i sognet, og rugmarken var en sikker bestanddel af sæd-
skiftet hos alle bønder. Man skulle jo have rugbrød både hjemme og i København.
Derimod var hvedemarker sjældne. Kun de fremmeligste landmænd forsøgte sig med
denne krævende kornsort, der skulle have stærkt gødet og godt bearbejdet jord.
Også kartofler kunne sælges på torvet i København. Men Værløse blev aldrig
nogen stor kartoffelleverandør. Dertil var jorden i sognet for leret. Man fik finere
kartofler fra sandede jorder længere borte fra hovedstaden. Enkelte landmænd tjente
dog en del penge på at dyrke meget tidlige kartofler.
Når man solgte gårdens avl på Københavns torv, er det en selvfølge at koholdet
måtte være af ret lille omfang. Men man havde naturligvis køer, og den mælk man
ikke selv brugte, blev solgt til en af sognets mælkeforpagtere, der igen afsatte den i
København. Af mælkeforpagtere var der 4-5 stykker i sognet.
Hans arbejdsdag var lang og trælsom. Ganske vist blev mælken bragt til ham
morgen og aften fra de gårde hvorpå han havde "forpagtet" mælken. Men nu skulle
den behandles. Den blev hældt op i flade blikfade og sat ned i kælderen, hvor den
skulle stå og trække fløde, og så skulle den håndskummes. Det måtte ske i de tidligste
morgentimer, fra klokken 3 til 5, for mælkevognen skulle være i byen senest klokken
6, når bagerbutikker og mælkeudsalg lukkede op. Efter rundturen til de forskellige,
ofte spredt boende aftagere, skulle hestene hvile en times tid, have vand og et foder
hakkelse, og kusken skulle have sin frokost. Derefter gik turen hjemad. Kunne han
være hjemme ved middagstid var det godt. Her ventede der ham et nyt arbejde. Den
fløde der ikke var blevet solgt skulle kærnes til smør, og mælkespande og mælkefade
skulle vaskes i kogende sodavand. Det sidste var det værste, det var et stort arbejde
der måtte udføres meget omhyggeligt, så alle mælkesyrebakterier blev fjernet. Ellers
blev mælken sur. - Derefter skulle mælkeforpagteren ud på sin mark og være land-
mand resten af dagen, for han var næsten nødt til at have et stykke jord, der kunne
give foder til hestene.