Page 16 - Årsskrift 1964 fra Historisk Forening Værløse

For disse mælkeforpagtere kom der en krisetid omkring århundredskiftet. De store
mælkeforsyninger i København blev dannet, og Københavns sundhedsvedtægt blev
strammet. Han kunne med sin lille forretning ikke konkurrere med de store mejerier,
og han kunne ikke opfylde sundhedsvedtægtens krav. Men kravene var berettigede.
De åbentstående mælkefade var rene bakteriesamlere, og håndskumningen var uhygi-
ejnisk. Værst var det, at mælkeforpagteren og hans medhjælpere - når de kom for
sent op og skulle skynde sig - blæste fløden af mælken med munden. - Og det skete
på en tid da tuberkulosen var den mest udbredte folkesygdom! - Alle mælkeforpag-
terne måtte i løbet af få år ophøre med deres forretning.
Så var der tørvehandelen, en meget vigtig forretning med gammel hævd i Værløse
sogn. Flertallet af de københavnske huse blev gennem århundreder opvarmet ved
tørveild, mens træet fra skovene gik til slottene og offentlige institutioner, og til folk
der havde råd til denne luksus. Til hver landejendom, stor eller lille, hørte en tørve-
mose. Lå den ikke på ens egen jord, havde man part i en større mose et sted i sognet.
En sådan fællesmose lå f. eks. lige syd for Ganløse Ore, og her havde bl. a. gårdene
på Ryet deres tørveskær. Når markerne var tilsået, og inden høsten begyndte, gik
man "på mosen". Først og fremmest skulle man skære til eget forbrug, men det var
bedre at få så mange tørv at der blev noget at handle med. Det betød rede penge på
lommen, og for mange af de mindre landbrugere var denne indtægt en nødvendighed.
Enkelte udvidede forretningen ved tillige at handle med pindebrænde, der også var
en stor artikel i København. Træet kunne man købe i skovene, og arbejdskraft havde
man nok af, b]. a. i børnene. Men omkring århundredskiftet fik alle mennesker i Kø-
benhavn kokskakkelovne i stuerne og gas i køkkenet, og så var den indtægtskilde ud-
tømt. Det sidste tørvelæs fra Værløse kørte måske mod København så sent som IglO.
Men så var det slut.
I forårstiden gik børn og fattige koner i skoven og plukkede blomster og bukkar.
Blomsterne blev bundtede og bukkarene bundet til duftende kranse, der let kunne
afsættes på Københavns blomstertorv. Også det betød rede penge. Somme tider fulgte
der nyudsprungne bøgegren e med. Det var ikke så godt, for dem måtte man ikke
tage i skoven.
Fra gammel tid havde fattigfolks koner haft ret til at hente så meget nedfalds-
brænde i statens skove, som de kunne bære på deres ryg og brænde i deres eget hus.
Handle med det måtte de ikke, og køre det hjem heller ikke. Denne ret blev udnyttet
i stor udstrækning. Hver eneste dag kunne man se konerne trave ad deres "kællinge-
stier" med brænde på ryggen. Fra Bråderne gik de i Store- eller Lille Hareskov. Fra
Lille Værløse gik de i Ryet skov. Fra Kirke Værløse var vejen kortest til Ganløse Ore.
Sognets mange daglejere var enten knyttet til en eller anden gård, hvor de arbej-
dede året rundt, om sommeren med markarbejde, om vinteren ved tærskning med
gammeldags plejelstøj, eller de fandt deres arbejde i statens skove. I nogle år gav des-
uden Københavns Vandforsynings anlægsarbejder ved Søndersø brødet til mangt et
arbejderhjem. Men lønnen var allesteder lille og risikoen for arbejdsløshed betydelig.
Der var derfor smalhals til huse i de små hjem, hvor menneskene for øvrigt var klum-
pet så tæt sammen at man i dag ville kalde det uforsvarligt.
Af sociale foranstaltninger var der ikke mange i sognet. Omkring 1860 var der