Page 9 - Årsskrift 1963 fra Historisk Forening Værløse
P. 9

mens de høstlig gule Linde
                             suse alvorsfuldt derom.
                             Midt i store Skoves Krands
                             i den høje Jægerbolig
                              lever nøjsom De og rolig,
                              lokket ej af Hoffets Glands,
                             med Musik og Kunst fortrolig."


           Den digter, der nævnes hyppigst i forbindelse med Kulhus er dog Vilhelm Berg-
         søe. I hans også i vore dage så yndede roman: "Fra Piazza del Popolo" findes et
         kapitel med overskriften:  "Holmgrens Manuskript".  Heri nævnes Åsevangs høje,
         mægtige bøge og de talrige kildevæld, der "sender deres sladrende bølger ned mod
         Furesøens vande". Novellens heltinde er Harriet,  datter af den nybagte etatsråd
         Gram, ejer af Kulhus. Hendes værelse ligger højt oppe i gavlen på sidebygningen.
         En sommernat kommer hendes bejler Henry gående op gennem Åsevang, og plud-
         selig erindrer han, at gavlen er dækket af et stort ferskenespalier. Han iler derhen,
         og efter flere forgæves forsøg lykkes det ham at nå op til Harriets vindue, og "han
         ser ind i den helligdom, der er hans ønskers og attrås højeste mål." Med et spring er
         han inde i den elskedes kammer!


           Kulhus har ikke, såvidt mig bekendt, i min tid været skueplads for så romantisk
         en episode som denne, men det gamle espalier findes heller ikke længere, og jeg har
         ikke ment at burde plante et andet i dets sted.










                         En dysse iHareskoven

                                      Af Karl K. Nielsen

           Lørdag d. 18. aug. 1962 fik jeg at vide af bankassistent Chr. Hammerhøi,  Syv-
         stjernen, at hans søn, Peter, havde fundet noget i Hareskoven, som han mente var en
         gammel begravelse. Vi tog straks ud til stedet, som lå i nærheden af skovriderboligen
         og Ballerupvej - Fægyden, og hvor det ganske rigtigt viste sig, at der var en dysse.
         Den så oven i købet ud til at være urørt. Gravkammeret var jordfyldt til randen, og
         overliggeren var kun fjernet ganske lidt til den ene side af kammeret, måske for at en
         stenhugger i sin tid lettere kunne flække den. En stenhugger havde der nemlig været,
         for tværs over stenen på den lange led var der hugget en rille 4-5 cm dyb; men af
         een eller anden grund er hugningen ophørt. Skovrider eller skovfoged har muligvis
         forbudt sprængningen, fordi stedet var et oldtidsminde, eller måske har stenhuggeren

                                                                                7
   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14