Page 6 - Årsskrift 1963 fra Historisk Forening Værløse

museets samlinger opdelte og gårdens bygninger udnyttede. Planen er også i museets
arkiv, hvor interesserede kan se den. Alle nye genstande til samlingerne går i øjeblik-
ket til Mosegården, der er det eneste sted, hvor der er plads.
For arbejde, fotos og gaver takkes herved.

Kulhus

Den gamle overførsterbolig

Af M.le Maire

Kulhus hører til de ejendomme, man i gamle dage kaldte "lystgårde". Ordet pas-
ser ikke rigtigt ind i nutiden. I al fald skal man ikke lægge altfor megen betoning
på første stavelse, med mindre man da hører til de vistnok ret sjældne individer, der
betaler deres skat med lyst. - Jeg har nu været ejer af Kulhus i 40 år, formentlig
den længste ejerperiode i stedets historie.
Kulhus ligger ved Frederiksborgvejen, mod ost grænsende til Bøndernes Hegn,
mod vest til Kollekolle. Hovedbygningen er ret anselig. På gavlen står årstallet 1769,
det år da Kulhus må antages at være blevet bygget. Det var nemlig det år, da J. W.
Colman fik fæste på to parceller, tilhørende Frederiksdal Hovedgård. Når nogle har
ment, at navnet må sættes i forbindelse med denne første ejer, er dette næppe rigtigt.
Jeg er i besiddelse af et gammelt sjældent kort over det nordøstlige Sjælland. Det
bærer årstallet 1768, og er opmålt af Caspar Wessel, broder til Johan Herman Wes-
sel. Det er trykt på lyserødt silke og blev som det første tryk overrakt kong Christian
den 7. Som det fremgår af dette kort, var egnen den gang langt mere skovklædt end
nutildags, og her boede de kulsviere, der brændte træet til trækul. Herfra må navnet
sikkert stamme.
Til Kulhus hører nogle marker og en lille skov, "Asevang", og det er denne skov,
der giver ejendommen karakter. Trods dens beskedne størrelse rummer den nogle
af landets højeste og slankeste bøge. En af de største gik for nogle år siden ud, og
jeg måtte søge bistand hos skovhuggere fra Dyrehaven for at få den fældet. Ingen
af dem havde nogensinde set så stor en bøg. Den indeholdt da også ca. 50 rm.
brænde.
Henrik Cavling, der levede sine drengeår i Lyngby, og daglig måtte hente brænde
fra skovene til sin faders brændehandel, skriver i sine erindringer: "De hundreder
af favne brænde, jeg hentede hjem fra disse skove, er forlængst aske, men lyslevende
ser jeg endnu for mig den lille, ensomme dal i "Asevang", bækken, der risler mellem
de små buske, myggene, der summer i den skrå solstribe, sangfuglene, der kvidrer
i de store træer og dugdråberne, der fra græsset perler over min fod".
"Asevang" har også geologisk interesse som et skoleeksempel på istidens dannelser.
Det parti, der skråner ned mod Furesøen, består af en dyb kløft, indrammet af stejle,

4