Page 8 - Årsskrift 1963 fra Historisk Forening Værløse

stuen, hvor fruen sad og syede. Poulsen gik hen til sine geværer, der hang på væggen.
Under dem stod en mahogni kasse, hvori der lå et valdhorn. Idet Poulsen ville tage
en riffel ned fra væggen, sagde han: "Den er ladt", og i det samme gik skuddet af.
Kuglen var gået igennem den omtalte kasse, gennem valdhornet og ned i gulvet.
Poulsen blev ligbleg, og de stirrede begge på hullet i gulvet, thi just under dette sted
sad hans kone. Efter at have fattet sig noget gik han derned; men heldigvis var der
ingen ulykke sket. Hans kone spurgte ham blot: "Hvad var det for et bord, du væl-
tede?" - Bliicher kunne, forekommer det mig, have fundet, at det mærkeligste ved
historien egentlig var, at en overførster på sin væg havde hængende en ladt riffel,
der ikke var sikret!
Efter Poulsen fulgte baron Løvenskjold. Under disse to overførstere gæstede såvel
Christian den 8. som Frederik den 7. jævnlig Kulhus, hvorfra de store jagter i de
omgivende skove udgik. Når jagtgæsterne havde indfundet sig, blæstes der på vald-
horn fra den lille trappe, der findes på sidebygningen, og så samledes klapperne og
hundene på den rummelige gårdsplads.
I en skildring af det glade liv, der førtes i Farum præstegård i pastor Aagaards
dage, som Borella-Hansen for nogle år siden bragte i Frederiksborg Amtsavis, næv-
nes familien Løvenskjold fra Kulhus blandt præstegårdens mange gæster, og det
siges her: "Baronens datter Marie var ikke alene usædvanlig smuk, men også i høj
grad musikalsk og stemmebegavet, og af begge grunde blev hun hyldet stærkt af
samtidens store musiknavne. Weyse, Kuhlau og Gade var hyppige gæster på Kulhus,
og en lang række af digtere med H. C. Andersen i spidsen kappedes om at fylde
hendes poesibog med smeltende elegier."
Blandt Andersens digte finder vi da også dette:

"Hvor Rosen hælder sig til Husets Mur,
mens Skyen spejler sig i Furesøen,
og alt er Sang fra Nattergal til Frøen,
der, i den rige danske Skov-Natur,
nedstiger Englen fra en bedre Zone. -
Jeg veed et Hjærte der, som er hans Throne."

Smukkere end dette digt er dog Kaalunds digt: "Til Baronesse Marie L", hvoraf
jeg hidsætter disse stemningsfyldte strofer:

"Skjønne unge Baronesse
De som med den dybe Sands
fletter ind i Glædens Krands
Alvors hellige Cypresse -
De, som venlig, mild og from
sidder nu og sysler inde
hist i Hjemmets Helligdom,

6