Page 21 - Årsskrift 1958 fra Historisk Forening Værløse

Af den stærke, seje hjortetak har man tildannet sig øksehoveder, idet man har an-
vendt det tykke stykke af takken helt oppe ved rodenden, rosenkransen. Her har man
så boret et skafthul. Den tyndere ende er så blevet forsynet med en skrå afskæring, og
her har: man i mange tilfælde anbragt et skærpe af flint. Fra Borupfundet kendes to
store, ret grove økser af denne form, begge med tværstillet æg og henholdsvis 26 og
29 cm lange. (Fig. 2 b). Desuden forekommer en lignende økse, men betydelig slan-
kere og mere omhyggeligt tildannet. (Fig. 2 a).
Ved anvendelsen af uroksens mellemfodsben, der er en meget svær rørknogle, har
man fået en kraftig økse med skaftrør. Skaftet har enten været vinkelbøjet eller lige,
alt efter anvendelsen som økse eller mejsel. (Fig. 2 d).
Også elsdyrets knogler har været anvendelige til dannelse af mejsel, hvad et brud-
stykke fra fundet fortæller. (Fig. 2 g).
Til jagtbrug har også de store spidsvåben været velegnede. Vi kender i Borupfundet
to forskellige former, begge tildannede af hjortetakkens spidser. Den ene er en 15,5 cm
lang spidsøkse med skafthul. Det andet har været uskæftet, et 32,5 cm langt stikvåben,
tildannet af en hjortetaksgren i hele dens længde. Dette stykke er ganske enestående,
idet stenaldermanden med stor omhyggelighed har brudt den rundede og nuprede
overflade med flere slebne facetter.
Samme omhyggelighed ved tildannelsen præger tre dejlige dolke varierende i læng-
den fra 24-33 cm og tildannede af flækkede mellemfodsben af måske en hjort. Alle
tre eksemplarer har hulæg og blodrende, og desuden er de to største ornamenteret
langs kanterne med korte tværstillede indsnit. (Fig. 2 c).
Men foruden jagt spillede som nævnt også fiskeriet en afgørende rolle for ernærin-
gen. Flere lystertænder af den småtandede type vidner herom. Flere af dem er des-
værre kun bevaret i brudstykker. Materialet har været flækkede rørknogler, der er
slebet flade og er tilspidsede i begge ender. Langs med den ene kant er med et skarpt
instrument, sandsynligvis en stikkel, indridset en række tætstillede hak enten vinkelret
eller skråtstillede. 3-4 stykker af disse tænder surret fast for enden af en rundstok har
givet en glimrende lyster til at pilke fisk med. (Fig. 3)'
Ud for Skatholm, lidt syd for Borup sø, er der ved oprensning af Værebro å fundet
en lignende lystertand, der måske kan tages som et bevis for, at vore stenalderfolk fra
Borup sø er søgt helt herned, fordi det rindende vand i åen har givet gode muligheder
for fiskeri.
Fra bopladsens mere specielle redskabsverden har vi en benodde med tykt hånd-
greb, der enten har været anvendt som pren ved bearbejdningen af skind eller er
brugt som kødgaffel. (Fig. 2 e). Endvidere er bevaret en såkaldt trykstok, den yderste
ende af en hjortetaksgren med spidsen afskåret og afrundet. Dette redskab er sand-
synligvis blevet anvendt ved den finere forarbejdning af flint. (Fig. 2 f).
Fundet fra Borup sø er kun et lille fund i sammenligning med de store vidtspæn-
dende fund fra Sydsjælland, men det giver et ret godt indblik i den primitive måde,
vore forfædre engang i ældre stenalder har levet livet. Helt underlagt naturens luner
har man dog forstået at skabe sig brugbare redskaber til at bjerge sig den daglige
føde, og gennem jagt, fiskeri og indsamling har man formået at øse af naturens store
rigdomskilder. Vort lands forhistorie er beretningen om, hvorledes mennesket i stadig

19