Page 25 - Årsskrift 1958 fra Historisk Forening Værløse

ingen steds tilladt at drage de gamle i menigheden til så strikt eksamen for sig i skrif-
testolen, at de der skulle udelukkes for absolution, når de ej vidste at gøre rede for sig.
Men vil han (Bircherod) endelig forstå loven således, da måtte jeg vel vide, om nogen
i hans menighed var så grov som denne synder, han har forbudt, eller hvorfor han
ikke har eksamineret de andre med lige nidkærhed. Jeg ved ej, at denne synder har
handlet urigtigt mod en skriftefader, det hr. Jens ej heller tør beskylde ham for, - da
kommer hr. Jens til, som deres sjælesørger, at underrette de gamle udi deres saligheds
undervisning og ej forskyde dem fra sig, når de ej kunne svare. Dem, som han finder
så grove, bør han give flittig agt på og såvel hjemme hos sig selv, i deres hjem og ved
degnen må han da undervise dem.
Herpå har I (Provsten) straks dette hr. Jens og Arved Svend søn og udi tvende
præsters nærværelse tilbørligen at sætte ham til rette for hans forseelse med forma-
ning, at han ikke alene straks og uden nogen hinder indtager Arved Svendsøn til pri-
vat absolution for hans selvrådighed - og bispen ville siden tale med ham ved først-
kommende synode.
Brevet oplæstes og hr. Jens' forseelse blev af provsten alvorlig foreholdt ham!
Hr. Jens lovede at efterkomme bispens skrivelse i alle måder. Arved Svendsøn gav
hånd og lovede at bevise hr. Jens og embedet tilbørlig lydighed og ville gerne under-
vises i sin saligheds sag. De blev forligte, og Arved skulle førstkommende søndag på
sognestævne afbede sin forseelse, som han før på sognestævne havde begået mod
hr. Jens.

Jens Bircherod søgte fra Kirkeværløse og kom til Gladsaxe-Herløv; men endnu
mere fik han at gøre med sit gamle sogn.
Søndag den 7. maj 1699, da han kom fra tjenesten i Gladsaxe kirke hjem til sin
præstegård, stod Kirsten fra Lilleværløse der med et lille drengebarn, ca. lår gI. Hun
styrede lige hen mod præsten, og talte længe med ham. Præstens to karle, Niels og
Jens, opholdt sig også i gården, men de kunne på grund af afstanden ikke opfatte
hvad samtalen drejede sig om.
Da den lange samtale var endt, ville magister Jens rejse til sit andet sogn, Herløv,
for at holde gudstjeneste der. Da satte Kirsten barnet plat ned på jorden og gik ud af
gården. Præsten råbte på hende, at hun skulle tage barnet med sig; hun gik imidlertid
fort og lod barnet blive liggende på jorden, hvorfor præsten sagde til karlene, at de
skulle bære det ud af gården og fly hende det. Da konen gik ud af Gladsaxe by, fulgte
de efter hende, satte barnet på jorden hos hende og sagde, hun skulle tage det med
sig. Hun ville ikke, gik blot sin vej og lod barnet sidde. Der var ikke andet for de to
karle at gøre end at tage barnet op og gå hjem til præstens med det. Der blev det så
foreløbigt.
Sagen var nok den, at kvinden havde født barnet i præstegården, men senere blevet
gift med dets fader. Nu ville hun anbringe det "uægte" barn, hvor hun mente, det
kunne få det bedst, altså i præstegården.
Hendes mand, Lars fra Lilleværløse, sagde meget fornuftigt på tinge, at hvor mo-
deren er, bør barnet også være. Han, som havde været enkemand med børn, ville nu
tage barnet til sig og sørge for det; men han syntes, det var hårdt at dømme fattige