Page 17 - Årsskrift 1958 fra Historisk Forening Værløse

fyldte dale. Man får her et levende indtryk af den kraft og styrke, hvormed isen for
mange tusinde år siden har skabt dette stykke af Sjælland. Mod vest har vi det lange
nord-sydgående bakkedrag, hvorfra nu Knardrup by præger landskabet. I dette bak-
kedrag har vi et illustrerende minde fra den meget lange periode, hvor isen langsomt
stykke for stykke veg mod øst og lod vort land ligge åbent og nøgent tilbage. Netop
her er isen for et stykke tid standset op, og bakkedraget markerer israndens forløb.
Som en bred kløft, der adskiller dette bakkedrag fra den bakke, vi står på, har vi den
brede dal, hvis nordlige del i dag opfyldes af Borup sø, nu en mose, men tidligere en
sø. (Fig. I).
Fundet fra Borup sø tilhører den lange periode af ældre stenalder, der kaldes Mag-
lemosetid, omfattende tiden fra ca. 8000-5000. Vi er nu kommet godt på afstand af
istiden, men endnu er klimaet ret hårdt, selvom sommertemperaturerne er stadig
stigende. Så langt øjet rækker, har fyrreskoven bredt sig med en underskov af store
hasselkrat. Men enkelte steder kan vi skimte en blinkende sø omkranset af slanke,
hvide birke og asp.
Ved sådanne små indsøer kan vi om sommeren træffe mindre jægerstammer, der
kun består af ganske få voksne mænd med deres kvinder og børn. Rige muligheder
for at skaffe sig føden ved jagt har været til stede i de store skove, hvor både elsdyr,
kronhjort, rådyr, bjørn og vildsvin har holdt til. Med sine primitive redskaber af ben
og flint, har jægeren med dristighed givet sig i kast med skovens største dyr, hjulpet
godt på jagten af sine hunde, og medens mændene har jagtet, har kvinderne og bør-
nene foretaget indsamling af bær, rødder og hasselnødder. I søerne har der været gode
muligheder for at fange fisk. Føden har således været både afvekslende og rigelig i det
mindste om sommeren. Men om vinteren har det sikkert ofte knebet meget.
Under mosernes tørv finder vi i dag affald fra disse jægerfolks bopladser, det er det
eneste synlige spor af disse menneskers færden, men en hel række store fund har givet
os et ret godt kendskab til deres levevis.
Fundet fra Borup sø giver os et klart bevis for, at en mindre flok mennesker et
stykke tid har boet her. På samme måde som vi kender det fra en række andre sjæl-
landske bopladser fra denne tid, fortæller fundet os, at man har holdt til på en odde
eller mindre holm i søen, fordi man der var godt beskyttet mod angreb fra vilde dyr
og desuden havde gode muligheder for at skaffe sig det værdifulde supplement til
føden, som fisken betød. Den videnskabelige værdi af Borupfundet ligger deri, at det
er første gang, at man har fået oplysning om, at denne specielle kultur også findes
i Nordsjælland. Hidtil har den kun været kendt fra et større antal bopladser i Syd-
sjælland. I Jylland har den derimod aldrig kunnet påvises, her finder man fra samme
periode en kultur, der er noget afvigende, knyttet til de mange vandløb, den såkaldte
Gudenåkultur.
Selvom Borupfundet kun omfatter ca. 30 oldsager, er vi så heldigt stillet, at så at
sige alle de redskabstyper, som vi fra en række andre bopladser ved tilhører denne spe-
cielle jægerkultur, findes repræsenteret.
Råmaterialerne til forarbejdningen af de forskellige brugsting har været sten og
ben. Flint har der været rigeligt af i den danske jord, og da flinten så at sige er ufor-
gængelig, er redskaber, forarbejdet i dette materiale, de, der hyppigst forekommer.