Page 15 - Årsskrift 1958 fra Historisk Forening Værløse

En jægerboplads ved Borup sø

Af cand. mag. Knud A. Larsen

Der findes næppe den videnskabsgren, hvis resultater ikke til en vis grad er afhæn-
gig af tilfældigheder, dette gælder ikke mindst arkæologien. Det er som oftest med
negativt resultat, at arkæologen går ud i naturen for at uddybe sin viden ved at søge
nye fund. Som regel kan kun tilfældet hjælpe ham, dette støttes til gengæld ved ar-
bejder som grusgravning, pløjning, oprensning af grøfter eller tørveskæring. Men til-
fældet er dog ikke enerådende, så ville vor viden om fortiden være lige stor for alle
tidsaldres vedkommende, og sådan er det jo desværre ikke. Man kan på en måde sige,
at vore forfædre selv har bestemt, om deres kultur skal kunne rekonstrueres nu så
mange tusinde år efter, at de har levet. Inden for det lange tidsrum, vor forhistorie
omfatter, har levevis og vaner naturligvis ændret sig mange gange og dermed også
formerne for gravskik, bolig, redskaber og lign. Her kommer vi så til "selvbestemmel-
sesretten". Når den herskende gravritus f. eks. har foreskrevet begravelse med stort
personligt udstyr i opkastede høje, der er bevaret synlige til vore dage, er chancen for
at finde disse grave temmelig stor, og vor viden om denne periode derfor ret omfat-
tende. Derimod kan vi ikke vide meget om en periode, hvor det har været skik at
brænde den døde og samle de sparsomme rester i et lille, gravet hul i jorden. Natur-
ligvis kan man sige, at så kan man netop finde disse grave, for bare en almindelig
pløjning lægger dem jo blot; men det er netop ulykken, thi der kræves for stor viden
og erfaring for at erkende, at det er en grav, og derfor er de fleste spredt og tilintet-
gjort. Chancerne for at finde redskaber er heller ikke ligelig fordelt, en flintøkse er så
at sige uforgængelig, mens et jernsværd ruster væk i løbet af en årrække. Når vi allige-
vel har et ret godt kendskab til vore forfædres levevis inden for oldtidens forskellige
kulturperioder, skyldes det, at man gennem mere end 100 år ganske systematisk har
sat sig til opgave at udforske fortiden og til dette arbejde fra museernes side har mødt
så stor forståelse i befolkningen.
Moserne har altid været de bedste arkiver at øse af, og selvom to kriges forøgede
krav til hjemligt brændsel ofte har medført, at disse arkiver er blevet åbnet på en no-
get brutal måde, og meget er gået tabt i æltemaskinerne, så har de dog givet den ar-
kæologiske forskning forøget viden om fortiden.
I det følgende skal vi stifte nærmere bekendtskab med et sådant mosefund. Lad os
derfor først se, hvorledes tilfældighederne har øvet deres indflydelse, således at dette
fund ikke er blevet splittet og gået ubemærket i glemmebogen, men har fundet vej
frem til Nationalmuseet.
Ved en undersøgelse i 1947-48 af Mølleådalen med det formål at få kortlagt dette
områdes forhistoriske mindesmærker kom jeg i forbindelse med kulsvier Karl Nielsen
fra Kirke Værløse, der gennem en årrække havde foretaget en systematisk indsamling
af oldsager fra Værløse og Ganløse sogne. I hans velordnede samling fandtes et større

13