Page 12 - Årsskrift 1949 fra Værløseegnens Historiske Forening

kan vi følge langs kommunens sydrand, den kommer inde fra Smør- og Fedt-
mosen i Gladsakse, danner dalen om Tibberup å, med mange af moserne i Hare-
skovby ind gennem skoven til Søndersø, ind over sandet langs Bundså med de
store mosestrækninger over til dalstrækningerne ved Stenløse og videre forbi
Værebro til Roskilde fjord.
Mens isen dækkede landet, var vandet under tryk og pressedes opad mod
vest. Da isen smeltede, og trykket på vandstrømmen ophævedes, måtte vandet
'til at løbe i den retning, hvor der var fald, og så viste det sig, at terrainet var
sådan udformet, at noget af vandet, der falder her i kommunen, har fald mod
Farum-Furesøområdet, medens det meste har fald til Tibberup-Værebroå-
området.
Et sådant sted, hvor vandet vendte, da isen smeltede, og der ikke mere var
noget tryk til at presse vandet opad, ser vi endnu tydeligt i den smukke dal syd
for broncealderhøjen på Ryget. Lidt sydvest for hojen ses den dag i dag tydeligt
»næsen« tværs over dalen, der danner vandskel, således at den regn, der falder
vest for næsen, går til Bundså og ender i Roskilde fjord, mens den, der falder øst
for, går til Farum so og ender i Øresund.
Nu er vi så nået til den tid, da isen var smeltet og landet afdækket med en
fjordarm fra Øresund ind til Slangerup og en anden fra Roskilde fjord ind
til Smør- og Fedtmosen og med den centrale del af Værløse kommune lig-
gende som en halvo ind mellem disse to vældige dalstrækninger, der var arme
fra Roskilde fjord med åbent vand, hvor soer og moser nu findes,
Ved denne tid var det så Iorst menneskene opstod på jorden, De ældste
dannede bopladser ved bredden af fjorde og vige og levede af jagt og fiskeri
i bækken og fjorden, Først senere begyndte man at dyrke jorden, Men før det
var muligt, måtte markerne mejsommeligt ryddes for sten, som isen hayde strøet
ud over landskabet; ja, overfladen "ar mange steder ligefrem dækket af større
og mindre kampesten, Dem har vore forfædre ved utroligt slid gennem århun-
dreder fjernet fra markerne og anbragt i vore stendiger. der med undtagelse
af skovdigerne mere og mere forsvinder, fordi stenene slås til skærver.
Egnen her blev forholdsvis tidligt beboet; det viser vore oldtidsminder, der
især er bevaret i skovene, og fundene i mosorne viser det samme, Men det el
nu en helt anden historie,

12