Page 27 - Ubudne gæster

øjne. Rækkerne af de opmarcherede fly var skudt i brand og lå som vrag side om
side. Nu kom en ny bølge af tyske fly, som spyttede brandprojektiler ned mod plad­
sen for at fulden de ødelæg gelsen. En enkelt dansk soldat lå midt i infernoet med
et rekylgevær og plaf fede løs mod de fjendtlige maskiner, som dog tilsyneladende
ikke tog nogen no tits af ham.(…) Et kompagni danske soldater kom løbende hen
over mar ken, hvor vi på en lille bakkekam stod som nysgerrige tilskuere. Hver
gang tyske maskiner nær mede sig, blev de kommanderet i dækning, hvilket de
gjorde ved at smide sig fladt ned på den åbne mark. 8
Lidt længere oppe ad Jonstrupvangvej gjorde angrebet dybt indtryk på Anne-
marie: Tidligt om morgenen blev vi vækket af en brummen fra en mas se flyvema­
ski ner. ”Det er tyskerne”, råbte mine storebrødre. Lidt efter stod jeg ved siden
af min far i bryggerset og så over mod Værløselejren, hvor store ilddråber reg­
nede ned over flyvepladsen. Lidt senere kom vores nabo, Svend J. (en ung gart­
ner fra Ærø) ind til os, og han græd af angst for at skul le med i krigen – men det
skulle han da så heldigvis ikke. Hans hest hed Hitler og han skældte meget ud
på Hitler, så den fik nyt navn. Min mor sag de til mig, at jeg ikke skulle være vred
på tyskerne, for de havde ikke ønsket at komme i krig. ”De er tvunget til at for­
lade deres job, hjem og familie”. Og det var jo godt for en 10­årig pige, som
ikke anede, hvad ”farezonen” betød. Vi boede i farezonen, fordi vi boede så tæt
ved flyvepladsen. 9
Lise boede også i et af husene på Jonstrupvangvej, og hun husker: Far kom op
på værelset: ”I må stå op – det er tyskerne, der er kommet. Jeg tror, de har bom bet
Værløselejren.” Røgen steg så højt, at vi kunne se den helt nede fra Jon strupvang.
Jeg hentede brænde til kaffe, for sagen skulle drøftes med naboerne. Jeg husker
tydeligt, at jeg undrede mig over, at fuglene ku´ synge og være så for nøjede på
sådan en dag. De hørte UG­radio (Uggerløse Radio) – en god radio. Min far og
andre fædre blev enige om at gøre, som kongen og Stauning havde sagt. 10
I Lille Værløse var man knapt så tæt på begivenhederne, men motorlarmen og
eksplosionerne gjorde det hurtigt klart for Jens Jepsen, at der var noget galt.
Jeg kan huske den 9. april, da blev vi vækket om morgenen. Vi havde en karl,
der lige var blevet hjemsendt fra garden (han gik for resten over Store bælt over
isen), og han var helt ude af sig selv, for han havde ikke fået sin uniform med. Han
kom fra Fyn af, så han var helt ude af flippen og gik vist nok til lensmanden. Men
da var det sådan set overstået dengang, for det blev aflyst det hele, og han gik me­

25