Page 247 - Ubudne gæster

Konklusion

Med denne bog søges svar på spørgsmålet: Hvordan reagerede et lille landligt
lokal samfund på den massive invasion af tyskere, danske nazister og flygtninge i
disse år?
Dette giver kilderne ikke et fyldestgørende svar på, men der kan peges på ten-
denser i det overleverede materiale og de foretagne interviews, sammenholdt med
de generelle tendenser, som Palle Roslyng-Jensen er nået frem til i sin bog, ”Dan-
skerne og besættelsen – Holdninger og meninger 1939-1945” (2007).
Den generelle tendens er, at i store træk ligner Værløses historie i besættel-
sestiden tilsyneladende de mindre landbysamfunds historie: Man mærkede ikke
me get til krigen, der blev ikke udøvet egentlig sabotagevirksomhed, og der var
in gen skyderier på åben gade. Der var ret fredeligt. Sommerkorpset chef, hvis liv
var efterstræbt, flyttede med sin familie til Jonstrup af selvsamme grund.
Men der var alligevel en væsentlig forskel: Fra besættelsens første dag til den
sidste kom der lige så mange – absolut ubudne – gæster til sognet, som antallet af
lokale. De første kom med bulder og brag og satte folk en skræk i livet. Men da Vær-
løselejren og flyvepladsen blev udsat for en massiv invasion af tyskere, der stort set
opførte sig pænt og høfligt, og udvidelsen af flyvepladsen endda gav en masse ar-
bejdspladser, be gyndte lokalbefolkningen at tage det mere roligt. Der kan næppe

herske tvivl om, at flere lokale familier hentede deres udkomme på flyve pladsen – i
kortere eller læn gere tid – frivilligt eller ufrivilligt. Det viste sig jo også hurtigt, at
tyskerne be tal te for ekspropriationer – som blev foretaget efter dansk lov – og var
villige til at betale skadeserstatninger for heste og kvæg, der var gået til pga. flystyrt
eller tyske soldaters tåbelige opførsel. Den chokerende – og måske pacificerende –
virkning, angrebet d. 9. april havde, bør dog ikke undervurderes. Den var en kraftig
påmin delse om at opføre sig korrekt overfor besættelsesmagten.
Om det nu var pga. dette eller de respektive regeringers formaninger, at ty skere
og værløseborgere det meste af tiden levede fredeligt i hver deres verden, så må det
betragtes som en kendsgerning, at de gjorde det. Flere har udtalt, at de sjæl dent så
en tysker, og de sammenstød, der er flest vidnesbyrd om, er slagsmål på Ha re-
skovpavillonen, hvor det næppe hver gang var den nationale ære, man kæmpe de for
i sin fuldskab. Hvis der havde været tale om sammenstød af fjendtlig karak ter med
skydevåben og livet som indsats, ville modstandsfolkene have husket det og fortalt
om det. Det nærmeste, man kom sådanne episoder, var Gestapos jagt på modstands-

245