Page 155 - Ubudne gæster

en ventegruppe, som holdt skydeøvelser i Hareskoven, og som først kom i aktion
ved tyskernes kapitulation. 15
I Værløseområdet var der således to grupper, som hørte under Frederiksborg
Amt, og andre grupper er ikke registreret under Værløse Sogn. Der foregik dog
no get på Jonstrup Seminarium – som beskrevet i afsnittet ”29. august 1943”. Som
nævnt var værløsegruppen på i hvert fald 25 mand og hareskovgruppen på 58
mand, og disse to grupper hørte til de ”anonyme”, som aldrig er blevet nævnt i
nogen modstandslitteratur – og som flere af dem har givet udtryk for: Vi gjorde jo
ikke noget særligt.
Til disse ord er kaptajn Wedell-Wedellsborgs uddrag af en beretning fra 1946 et
rammende svar: Uomtvisteligt havde alle, der stod rede den 5. maj, hvad enten de
tilhørte den ene eller anden gruppe, været beredt til at gøre tjeneste med livet som
indsats. At muligheden herfor ikke kom, må naturligvis betragtes som en lykke,
men konsekvensen blev for hele Frihedsbevægelsen uheldig. Indadtil skade des
sammenholdet ved smålig afvejen og kritik af den enkeltes indsats under besæt­
telsen uden tanke på, at hele systemet i den periode kun gav opgaver for de få,
mens de mange måtte være henvist til blot at dygtiggøre sig selv og ellers være
beredt. Som Johannes Dindler Rasmussen udtrykte det ved en samtale i 2008: Vi
16
gik jo ikke rundt og pralede.
I løbet af denne samtale fortalte han, at Kulikovsky-brødrene deltog som mili-
tære rådgivere i hver sin undergruppe i Hareskov, og at han selv havde haft mest
at gøre med Guri Kulikovsky, mens Mogens Brandt var med i Tihon Kulikov skys
gruppe. Lederen, Henry Christensen, kaldte de flyverkaptajnen, fordi han kom fra
Værløse Flyveplads, hvor han senere endte som chef. Og de omtalte sig selv som
Kulsvierbanden. Folk, som gruppen internerede efter befrielsen, skulle de køre til
Hillerød.
Om Kulikovsky-brødrene sagde Johannes Dindler Rasmussen: De var jo friske
fyre, men de var der ikke så længe. Kaptajn Christensen sendte hele bundtet hjem
– de militære – han var jo selv militærmand. Vi havde jo landbetjenten, han var
også med. Det var politibetjent Godske, som bistod ved interneringen. Office­
17
rerne kom først i 1945 nogle måneder før befrielsen, og de var med til inter nerin­
gen. Det var godt, for vi var jo så unge. De var ældre og mere modne til den opga­
ve. Det meste af fodboldholdet var med, men ikke Kaj – han ragede for meget op
og nogen skulle jo passe det. Vi kunne ikke alle sammen være væk.

153